90-årig fundet død

Eftersøgning efter 90-årig mand er sat i bero. Foto: Claus Hansen

Større eftersøgning efter ældre mand er slut.

Offentliggjort Sidst opdateret

Eftersøgningen af den forsvundne 90-årige Poul Almar Henriksen, som i går onsdag forlod plejecentret Helenehuset på Skerrisvej i Nørre Alslev er desværre endt med, at den ældre mand er fundet død.

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi oplyser, at manden blev fundet midt på dagen torsdag.

- Den 90-årige blev fundet på et areal uden for Nørre Alslev tæt ved togbanen. Derfor har togdriften i området i en periode været indstillet. Den 90-årige blev fundet af politiet, efter at flere politipatruljer med hunde havde søgt efter ham hele natten med støtte fra en helikopter, skriver politiet i en pressemeddelse.

De pårørende er underrettet og politiets vagtchef takker for borgernes hjælp i sagen.

Ved 11.30-tiden mødtes omkring 30 personer under ledelse af gruppen "Forsvundne personer" i Nørre Alslev for at supplere politiets eftersøgning.

Men blot en time efter blev eftersøgningen sat i bero, da meldingen om en dødfunden person indløb.

DSB meddelte i et tweed cika klokken 12.30 at togtrafikken mellem Vordingborg og Nykøbing var indstillet, fordi politiet arbejde på stedet. Togtrafikken er genoptaget.