Åbne biblioteker uden Borgerservice

Kun to medarbejdere er fysisk til stede hos Borgerservice på Hovedbiblioteket i Nykøbing i øjeblikket, mens resten af medarbejderne svarer på spørgsmål fra folk hjemmefra. Foto: Anders Knudsen/arkiv

Fra på mandag er der igen åbent på bibliotekerne, men det er dog ikke helt, som det plejer. Borgerservice vil blandt andet fortsat være lukket.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND Fra på mandag 18. maj må landets biblioteker genåbne. Men selv om det ikke har været muligt at komme fysisk ind på bibliotekerne, har Guldborgsund-bibliotekerne stadig været åbne med mange forskellige tilbud.

- Vi gjorde det, at vi åbnede fuldt op på vores digitale tilbud. Det vil sige, at vi har mange, der læser e-bøger og bruger Filmstriben. Vi har nu i tre uger haft mulighed for bøger to go, hvor man har kunnet få udleveret en pose bøger. Det har været taget rigtig godt imod. Den første uge kørte det på Hovedbiblioteket, og nu kører det også på vores lokalbiblioteker, fortæller Charlotte Møller, leder af bibliotek og borgerservice i Guldborgsund Kommune.

Har man set frem til at kunne komme til spændende foredrag eller deltage i bibliotekets klubber og cafeer, har det dog lidt længere udsigter.

- Det, vi ved, er, at det ikke ser ud til, de starter op før til august. Der er ikke noget, der ser ud til at komme med i fase to, medmindre vi får noget andet at vide her om lidt. Vi prøver til gengæld at etablere nogle digitale fællesskaber. Vores rocklytteklub prøver vi at lave digital. Og vi har lavet nogle online læseklubber, fortæller Charlotte Møller, der også kigger fremad mod et anderledes efterår.

- Det, vi så planlægger til vores efterårsarrangementer, fordi tingene er så usikre, er, at man kan gå over og lave dem online, hvis man nu ikke kan gennemføre dem med fysisk fremmøde. Eller hvis det nu viser sig, at vi ikke må være ret mange i et rum, så kan man samtidig streame det. Det er i hvert fald, hvad vi arbejder på i øjeblikket, så vi både har en plan A og en plan B.

Når bibliotekerne kan åbne fra på mandag, bliver det dog ikke sammen med Borgerservice.

- Indtil videre skal det ikke genåbne sammen med bibliotekerne. Det er helt klart defineret, at det er aflevering og afhentning af bøger. Hvorvidt Borgerservice kommer til at lægge med i fase tre, må vi se, når det kommer dertil, fortæller Charlotte Møller.

På Hovedbiblioteket i Nykøbing har Borgerservice været åbent som det eneste sted i kommunen. Under coronanedlukningen har Borgerservice kørt på nødberedskab, hvor man i stedet har kunnet ringe ind med spørgsmål.

- Man ringer ind, så får man en snak, og hvis det viser sig, at der er et uopsætteligt behov for at få adgang til hjælp i Borgerservice, så har borgeren fået en tid, og vi har ekspederet dem, forklarer Charlotte Møller, der dog fortæller, at der er fem-seks af den slags ekspeditioner om dagen.

- Det har været nogle, der har manglet NemID for at kunne søge en ydelse, som har stået for de fleste af henvendelserne. Og så har der været nogle enkelte, der har haft behov for hjælp til indrejse eller at udfylde et skema, hvor vi ikke har kunnet hjælpe dem over telefonen, fortæller hun.

Flere af de ting, som typisk kræver fysisk fremmøde, har der ikke været behov for under coronalukningen.

- Langt, langt det meste har vi kunnet klare via telefonen. Pas, vi laver rigtig mange af, har vi heller ikke skullet lave lige i øjeblikket, medmindre at man har skullet på forretningsrejse eller har et uopsætteligt familieanliggende i udlandet, forklarer Charlotte Møller.

Hun venter nu kun på retningslinjerne for, hvordan biblioteket kan få lov at genåbne.

- Det ville ikke gøre noget, at vi fik lidt bedre tid til at planlægge det, men vi skal nok nå det, så vi åbner på mandag. Det er jeg helt sikker på. Nu skal vi bare lige have at vide, hvordan vi skal åbne.

Det er ikke kun Hovedbiblioteket, men alle lokale biblioteker, der åbner igen fra på mandag. Foto: Ingrid Riis/arkiv