Åbner flere lokale vaccinations-centre

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

I løbet af den kommende tid åbner Region Sjælland covid-19-vaccinationssteder i yderligere tre lokale byer. Første åbning er på onsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Alle borgere i Region Sjælland skal have et covid-19-vaccinationscenter indenfor en afstand af 20 kilometer fra bopælen.

Sådan lyder målsætningen fra Region Sjælland, og i løbet af de kommende uger er man klar til at realisere den ved at åbne flere vaccinationscentre.

Lokalt på Lolland-Falster åbnes der nye centre i henholdsvis Nakskov, Gedser og Stubbekøbing. Det første åbner allerede på onsdag, 28. april, i Nakskov Idrætscenter, og siden følger centrene i Gedser og Stubbekøbing. Her er der dog ikke fastsat en åbningsdato endnu.

De nye vaccinationscentre vil i første omgang kun have åbent en dag om ugen, oplyser regionen i en pressemeddelelse.

- Det her er en milepæl. Med disse nye vaccinationscentre sikrer vi, at rigtig mange borgere kan blive vaccineret tæt på eget hjem. Nærhed skal modvirke ulighed i sundhed og skabe motivation og opbakning til vaccinationsindsatsen.

- Vi er nu klar med vaccinationscentre, der ikke ligger mere end 20 kilometer væk fra borgernes hjem. Det er indfrielsen af den ambitiøse målsætning, vi har meldt ud fra starten, siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland, i pressemeddelelsen.