Ældre tilflyttere er en gevinst for landkommunerne

Marielystområdet Foto: Anders Knudsen

Guldborgsund Kommunes borgmester: Pensionerede tilflyttere er en ressource.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens de unge flygter fra landets udkantsområder, så vælger stadig flere ældre at slå sig permanent ned i sommerhuset i den tredje alder. Og det er en gevinst for kommunerne, viser en ny rapport fra Ældresagen.

- De mennesker, som vælger at flytte ud, er typisk ressourcestærke ældre, som både har en god økonomi og et godt helbred, siger seniorkonsulent i Ældresagen, Margrethe Kähler. Det skriver DR P4 Sjælland.

Både en gevinst for økonomien og foreningslivet Ældresagens undersøgelse omfatter otte landkommuner, heriblandt Odsherred. Udover at de ældre bidrager positivt til kommunernes økonomi helt frem til de er mellem 75 og 85 år, så er de også en gevinst for foreningslivet. Det siger Odsherreds borgmester, Thomas Adelskov (S), til DR P4 Sjælland.

- Vi oplever, at de ældre tilflyttere booster vores kultur- og foreningsliv, fordi de engagerer sig i kommunen og i området, siger Thomas Adelskov (S).

Hos Guldborgsund Kommune siger borgmester John Brædder, at ældre, som slår sig ned i sommerhuset, når de er gået på pension, bestemt ikke er en byrde for kommunen.

- Tvært imod det er en berigelse for kommunen, fordi pensionister, som vælger at flytte i sommerhus er ressource stærke, som tilfører området liv og aktivitet.

Susse Grønborg og Peter Nielsen er et af de par, der har skiftet lejligheden i København ud med et otium i sommerhuset i Odsherred. De er både aktive i det lokale musikliv, ligesom Susse Grønborg er frivillig værge for uledsagede flygtningebørn på det lokale asylcenter.

- Det er en meget meningsfuld opgave, og så er det sjovt og berigende at være sammen med de unge, siger Susse Grønborg til radiostationen.
Ældresagens undersøgelser viser også, at de ældre tilflytteres privatforbrug er med til at skabe nye job i lokalområdet.