Ældremilliarden er fordelt

Foto: Arkivfoto

Lolland kan se frem til 11,4 millioner. Guldborgsund Kommune fik 14,5 millioner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er godt nyt for ældreplejen i Guldborgsund og Lolland Kommune. Kommunerne var blevet stillet henholdsvis 14,5 millioner og 11,4 millioner i udsigt af den ekstra milliard, som skulle fordeles landet over.

Millionerne blev søgt, tildelt og kommer meget belejligt. Kommunen undgår nemlig voldsomme besparelser og serviceforringelser. I stedet kommer der forbedringer.

-Vi følger ældrerådets anbefalinger, så pengene skal fordeles således, at 40 procent går til mere liv i ældreplejen, 40 procent går til varme hænder og de sidste 20 procent skal bruges på rehabilitering og genoptræning, fortæller Marie-Louise Brehm Nielsen (V), formand for Ældre- og Sundheds udvalget i Lolland Kommune.

På kommunens 16 plejehjem, mærker de ældre allerede nu effekten af pengene.

-Vi øgede aktiviteten i ældreplejen allerede før vi fik pengene. Budgettet var sat for højt inden puljen overhovedet blev oprettet, hun.

Der lyder også tilfredse toner over pengetilførslen i Guldborgsund kommune.

-Der var reserveret 14,5 millioner til Guldborgsund. Dem fik vi. Så det ligger helt i tråd med vores forventninger, siger Alma Larsen, direktør for Center for Sundhed og Omsorg i Guldborgsund Kommune.

Fordelingen af millionerne er på plads. Det er sket i tæt kontakt med ældrerådet, så de rette behov tilgodeses.

Den største andel på 3,5 millioner går til mere liv på plejecentrene. Det betyder, at omkostninger til eksempelvis indkøb, biografture og udflugter er på plads. Desuden er der kommet flere penge til rengøring og tøjvask. I forvejen var budgettet for i år hævet, men får nu endnu et nyk opad. 4,2 millioner er der alt i alt til gøremålene.

Forbedringerne af serviceydelserne vil inden længe kunne ses og mærkes.

-Vi har annonceret, at forbedringerne vil kunne mærkes fra 1. april. Og det holder vi fast ved, siger Alma Larsen.

Læs mere i dagens udgave af Folketidende.