AFGHANSK TOLK SKYLDIG: STAK HUSTRU IHJEL PÅ SØNDERJYSK ASYLCENTER
Et enigt nævningeting ved Retten i Sønderborg har fredag fundet en 33-årig afghansk mand skyldig i drab på sin 27-årige hustru 29. januar i år på Asylcenter Aaløkke i Løgumkloster. Arkivfoto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
33-årig afghansk mand erkendte vold med døden til følge, men nægtede at have haft til hensigt at dræbe hustru.
En 33-årig afghansk mand, der har arbejdet som tolk for danske styrker i Afghanistan, er fredag ved Retten i Sønderborg kendt skyldig i knivdrab på sin hustru.
Kvinden omkom 29. januar på Asylcenter Aaløkke ved Løgumkloster, efter at hun var blevet stukket mindst 26 gange med en kniv i hovedet og på kroppen.
Den afghanske mand forklarede i retten, at han var sammen med kvinden den pågældende aften, men han kunne ikke huske, hvad der var sket.
Han erkendte vold med døden til følge, men nægtede sig skyldig i drab.
- Jeg var fuld, påvirket. Jeg kunne ikke styre mig, sagde han i retten med henvisning til, at han forinden havde drukket en øl og en halv flaske whisky.
Der var ingen vidner, der så knivstikkeriet på det sønderjyske asylcenter. Men et familiemedlem havde telefonisk kontakt til kvinden på gerningstidspunktet.
Pludselig lød der tumult i den anden ende af røret, fortalte vidnet, der er onkel til den dræbte og fætter til den tiltalte.
- Der går nogle sekunder, så kan jeg høre datteren sige: Du har dræbt mor, berettede vidnet i retten.
Retten lægger vægt på, at knivstikkene blev påført med "betydelig kraft".
Den tiltalte må have anset det for overvejende sandsynligt, at knivstikkene ville medføre døden, konkluderer retten.
Familien med fem mindreårige børn kom til Danmark i august 2021. Det skete, da den islamiske bevægelse Taliban overtog magten i hovedstaden Kabul.
Det fik Danmark og de øvrige vestlige lande til at evakuere udsendte medarbejdere og personer, de havde samarbejdet med i Afghanistan.
I første omgang måtte familien lade en få dage gammel datter blive i Kabul, da hun pludselig blev syg og måtte overlades til sin mormor.
Nogle dage senere blev familien genforenet i Danmark. Tolken fortalte efterfølgende til flere danske medier om den dramatiske flugt fra Kabul.
Han medvirkede også i TV 2’s årskavalkade, der blev sendt op til årsskiftet 2021/2022.
Den tiltalte fortalte i retten, at der var konflikter mellem ham og hustruen, som han mente var utro og søgte seksuelle kontakter til andre mænd på asylcenteret.
- Hun ville ikke høre efter, hun ville gøre mig fortræd, sagde manden i retten.
De kunne også være uenige om børneopdragelse, fortalte han.
Ud over drab er den afghanske mand kendt skyldig i at have besiddet en ulovlig kniv, ligesom han er skyldig i besiddelse af 12,15 gram hash til eget forbrug.
Efter at retten har afgjort skyldsspørgsmålet, skal man tage stilling til en passende straf.
Anklager og forsvarer kommer med deres bemærkninger til det fredag eftermiddag.
Det er endnu uvist, hvornår der afsiges endelig dom.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde