Akutforløb dumpes af patienter

Foto: Anders Knudsen

Akutte patienter på Nykøbing Sygehus er mindre tilfredse end patienter i resten af landet.

Offentliggjort Sidst opdateret

De akutte patienter på Nykøbing Falster Sygehus er mindre tilfredse med deres forløb end patienter på andre sygehuse.

Akutpatienter på Nykøbing Sygehus rangerer deres forløb lavere end landsgennemsnittet på 28 ud af 35 spørgsmål i den Landsdækkende undersøgelse af Patientoplevelser, der har spurgt patienter på sygehuset om oplevelsen af deres patientforløb sidste år.

- Vi har ganske rigtigt nogle problemer med patienttilfredsheden, når det kommer til de akutte patienter. Vi tror, det blandt andet kan skyldes, at vi har rigtigt travlt i det daglige. De akutte patienter oplever ventetid. Men selvom man har travlt, er det vigtigt, at patienten altid føler sig imødekommet, fortæller Lisbeth Lumbye Rasmussen, vicedirektør på Nykøbing Falster Sygehus, og fortsætter:

- Jeg vil dog pointere, at vi også har nogle afdelinger, der klarer sig godt, blandt andet vores pædiatriske afdeling.

Pædiatrisk Afdeling ligger som den eneste afdeling over landsgennemsnittet på flere punkter.

- Jeg tror, at vi har en så super god afdeling, fordi vi har nogle erfarne medarbejdere, der er glade for det, de arbejder med. Vi har derfor også været i dialog med dem for at lære af deres erfaringer, som vi vil undersøge, om vi kan bruge på andre afdelinger, fortæller Lisbeth Lumbye Rasmussen.

Læs mere om undersøgelsen og sygehusets kommentarer i påskelørdags Folketidende.