Ålen fortæller om sig selv

 

Højskolen Marielyst indleder det nye år med et brag af et foredrag. Det sker torsdag 19. januar klokken 19, hvor filmkøbmanden, producenten, provokatøren og debattøren Peter Aalbæk Jensen fortæller om sig selv og sit samarbejde med nogle af landets førende filminstruktører i filmselskabet Zentropa.
“Ålens” besøg på Højskolen Marielyst indgår i forstander Hans Jørgen Møllers kursus Lars von Trier - hans liv og film. Men foredraget er åbent for alle interesserede.
- Peter Aalbæk er først og fremmest en hamrende dygtig filmproducent og forretningsmand. Men samtidig er han en utrolig fair og ordholdende mand, der akkurat som Simon Spies har indset sandheden i, at enhver omtale i medierne er bedre end ingen omtale. Derfor stiller han sig til rådighed - også når han ved, at pressen jagter en ufordelagtig historie om ham eller Zentropa, siger Hans Jørgen Møller, og han tilføjer:
- Peter Aalbæk er noget så sjældent som et ordentligt menneske i en filmbranche, hvor de fleste kæmper mod hinanden. Jeg respekterer ham meget, fordi han altid siger sin mening. Også når det ikke lige er i hans egen interesse. At han så samtidig er et farverigt menneske, gør ham jo ikke til en mindre spændende personlighed.
Billetter kan købes på Højskolen Marielyst.
 
 
 
 
 

- når han holder foredrag på Højskolen Marielyst.

Offentliggjort Sidst opdateret