Almeria ligger stadig på grund

Foto: Michael Eskerod, privatfoto, arkivfoto

Det store fragtskib skulle være trukket fri af grunden sydøst for Gedser i går, men ligger der stadig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er fortsat ikke lykkedes at få trukket det grundstødte fragtskib Almeria fri fra grunden i Kadetrenden et stykke sydøst for Gedser.

Meldingen fra Søværnets Operative Kommando lød ellers i går, at man regnede med, at skibet ville blive trukket fri i løbet af dagen i går. Men fredag formiddag ligger den 190 meter lange bulkcarrier stadig, hvor den har ligget, siden grundstødningen lørdag aften i sidste uge.

Almeria har siden i går haft selskab af den tyske bugsérbåd Bugsier 16, og nu er også den hollandske bugsérbåd Brent kommet til. Foreløbig er der dog ikke tegn på, at man forsøger at trække skibet fri.