Folketidende har det brev, som Flemming og Birgit har fået af Refa om manglende vendemulighed. Men hvor mange flere af slagsen er der gået ud til Refas kunder? Foto: Rikke Folm BergRikke Folm Berg
Refa aner ikke, hvor mange kunder der i indeværende år har fået en udfordring med at få tømt skraldespanden på grund af breve om manglende vendemulighed
Rikke Folm BergRikkeFolm Berg
OffentliggjortSidst opdateret
LOLLAND Folketidende har uden held søgt svar på omfanget af beboere i Lolland Kommune, som Refa har bedt om at etablere vendeplads.
Først ved at spørge affalds- og logistikchefen i Refa i et telefoninterview, og da det ikke var muligt at få et svar, så gennem en aktindsigt afsendt 27. november, som lød: "Jeg søger hermed om aktindsigt i antallet af kunder, der i 2019 har modtaget et brev fra Refa om ophør af afhentning af skrald grundet manglende vendeplads".
Først skrev jurist i Refa, Lars Rasch: "Refa har påbegyndt behandlingen af din anmodning og vil nu indhente relevante oplysninger til brug for besvarelsen. Det er min forventning, at Refa kan svare dig inden for en uge fra i dag".
Efter en uge skrev han: "Det har vist sig, at min vurdering af tidshorisonten for besvarelse ikke helt holder stik. Det tager således lidt længere tid end forventet at indhente oplysningerne fra de forskellige medarbejdere i Refa, hvorfor jeg forventer at kunne give dig svar i løbet af tirsdag næste uge".
For så tirsdag 10. december endelig at sende det overraskende svar:
Annonce
"Det kan oplyses, at ingen kunder i 2019 har modtaget brev fra Refa om ophør af afhentning af skrald grundet manglende vendeplads".
Men det passer ikke. For Folketidende ligger inde med brevet, hvor Flemming Jensen og Birgit Brenner i Abed har fået oplyst, at de ikke kan få afhentet skrald på adressen, før de har etableret vendemulighed. Det betyder, at i hvert fald én af Refas kunder har modtaget et sådant brev, ikke nul.
Folketidende ligger desuden inde med mails og breve fra Ole Frank Jørgensen i Lindelse til Refa, hvor han klager over et brev med samme indhold. Folketidende har også været i kontakt med beboere i Søllested og Maribo, som hidtil ikke har ønsket at stå frem, men som ligeledes er blevet pålagt at etablere eller forstørre vendepladser.
Så Refas synes at vige udenom, og det sker med forklaringen:
"Der anvises altid mindst et alternativ, således at afhentning af skrald kan fortsætte, indtil vendeplads er etableret. Aktindsigten betragtes som fuldt imødekommet".
Der burde ikke herske tvivl om, hvad det er, Folketidende efterspørger. Men da formuleringen i aktindsigten åbenbart gør det muligt at undlade at svare, sender Folketidende 10. december en ny anmodning, som lyder: "Jeg søger hermed om aktindsigt i antallet af kunder, der i 2019 har modtaget et brev fra Refa om, at det ikke er muligt at vende renovationsbilen, og at der skal etableres vendemulighed".
Flemming Jensen og Birgit Brenner i Abed har fået et brev fra Refa, hvor der står, at de ikke længere vil få afhentet skrald på adressen, fordi der mangler vendemulighed. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Intet samlet overblik
Da Folketidende to dage senere interviewer affalds- og logistikchef Niels-Erik Sakariassen, flankeret af jurist Lars Rasch, på Energivej 4, lyder beskeden, at Refa ikke har et samlet overblik over antallet, og det er for omfangsrigt at finde svaret. At Refa ville skulle tjekke hver enkelt adresse i Lolland Kommune for, om nogen af dem har fået et sådant brev i 2019. Det lyder unægtelig som en stor opgave.
Folketidende spørger derfor, hvor mange ansatte i Refa, der tager ud på tilsyn - ligesom den teamleder, der var hos Flemming Jensen og Birgit Brenner i Abed og Ole Frank Jørgensen i Lindelse. Kun hende, lyder svaret. Folketidende spørger derfor, om det ikke er muligt at gå hendes kørselsregnskab igennem for at se, hvilke adresser, hun har været på, og så tage den derfra. Men det er ikke muligt, lyder det fra affalds- og logistikchef Niels-Erik Sakariassen og jurist Lars Rasch.
Udover at Folketidende ikke kan få svar, så betyder det, at Refa ikke aner, hvor mange kunder Refa har fået givet en udfordring i indeværende år med at få tømt skraldespanden.
Annonce
Så kan I jo ikke vide, om de her breve har fået et omfang, der kalder på, at I revurderer de bestemmelser, I indgår aftaler efter?
- Nej, siger affalds- og logistikchef Niels-Erik Sakariassen.
Er det tilfredsstillende?
- Om det er tilfredsstillende eller ej, det er jo svært ... Vi er der ikke for at genere borgerne. Vi er der for at servicere borgerne og for, at de skal af med deres dagrenovation, og der vi er nødt til at agere efter regulativer, arbejdstilsynsbekendtgørelser og indgåede kontrakter.
Tættere på et svar kommer Folketidende ikke.
Beboerne på Slotø-vænget i Lindelse har også fået at vide af Refa, at de ikke længere vil få afhentet skrald på adressen, fordi der mangler vendemulighed. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Seneste artikler
Marianne fra Nakskov styrer militærmusikken til brofesten
Jens til indvielse: - Jeg voksede op med historier om Storkereden på den gamle bro
Se video og billeder: Storstrømsløbet er i gang
Henrik og Ulla er rejst flere hundrede kilometer for at fejre broerne
Kaj og Nannas Chevrolet var med i 1937 - nu skal den køre foran kronprinsen
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen