ÅRETS HØSTRESULTAT LANGT BEDRE END NORMALT

Jeg kan ikke huske, at jeg har oplevet et år, der har været bedre, lyder det fra Christian Iuel om høsten. Arkivfoto: Nils Lund Pedersen

Det har været en god sommer for de lokale landmænd. Årets høstudbytte ser ud til blive op imod 20 procent over normalen. Afdelingsleder hos landbrugsrådgiver mindes ikke at have oplevet et bedre år.

Offentliggjort Sidst opdateret

"Nådens Gud! lad dit solskin i vår os skænke på marken et gyldent år!"

Sådan lyder en del af teksten i salmen "Vær velkommen, Herrens år", som mange af os synger til nytår. Om det ligefrem er nådens Gud, der har haft en finger med i spillet, er måske svært at afgøre, men det er næppe helt forkert at betegne årets høst som et gyldent år på marken.

Afdelingsleder for planteavl hos landbrugs-rådgivningsselskabet Vkst i Øster Toreby, Christian Iuel, holder øje med høstsituationen hos de lokale landmænd på Lolland-Falster, og han har svært ved at finde ret meget negativt at sige om 2022-høsten, som er tæt på at være overstået.

- Det har været et rigtigt godt år. Vi ligger cirka 20 procent over normalen for både byg, hvede og raps, og frøgræs-høsten har også været rigtig god. Der er mange, som siger, at de ikke har oplevet noget lignende før, og specielt byghøsten er helt vild. Jeg kan ikke huske, at jeg har oplevet et år, der har været bedre, lyder det fra Christian Iuel.

Det har været et rigtigt godt år. Vi ligger cirka 20 procent over normalen for både byg, hvede og raps, og frøgræs-høsten har også været rigtig god.

Christian Iuel

Varme til sidst

Mange landmænd har også nået at så efterafgrøder inden 20. august, som er sidste frist, hvis det skal nås uden at få fradrag i kvælstofkvoten.

Årsagen til den gode høst er ifølge Christian Iuel enkel.

- Det er helt klart vejret. Byggen blev sået 14 dage før normalt, og der kom tilpas med regn i vækstperioden. Det var lidt køligt i maj, men så kom der lidt varme her til sidst, siger Christian Iuel.

Men selvom høsten har været god herhjemme, er der mangel på korn andre steder, og det betyder, at priserne stiger. Christian Iuel påpeger dog, at det ikke nødvendigvis betyder, at landmændene i sidste ende får et markant bedre resultat økonomisk, da mange andre ting også er steget i pris.