At læse til lærer er blevet mere populært

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

University College Sjælland har oplevet en generel stigning i ansøgere på kvote 1 i år, og læreruddannelsen følger trop, selv om der endnu er flere pladser end ansøgere.

Offentliggjort Sidst opdateret

I dag har UCSJ offentliggjort deres ansøgertal for 2016, efter der i går var frist for at søge i kvote 1 og generelt er det en positiv udvikling fra sidste år.

- Vi er rigtig tilfredse med stigningen på 4 procent på samlede antal ansøgere til vores uddannelser i år, fortæller rektor på UCSJ, Camilla Wang.

Dog er det ikke helt tilfældet i Nykøbing, hvor det samlede antal ansøgere på 1. prioritet er faldet med fem procent, det skal man dog ikke lægge for meget vægt på, mener Camilla Wang.

- Det er jo sådan hvert år, at der er de her udsving i antallet af ansøgere. Det kommer jo meget an på, hvilke uddannelser, der trender i øjeblikket i forhold til, hvad afdelingen tilbyder.

Og hvis der er noget, der trender i øjeblikket er det læreruddannelsen, som på bare to år har oplevet en stigning på 28 procent i antallet af ansøgere, en stigning som vækker glæde, selvom der stadige er flere pladser på uddannelsen end ansøgere.

- Læreruddannelsen fik jo et kæmpe dyk i 2013 efter folkeskolereformen og et karakterkrav på 7 blev indført. Vi er stadig ikke helt oppe på samme niveau som før, men vi er på vej, fortæller Camilla Wang.

Læreruddannelsen, som blandt andet har en afdeling i Vordingborg, hvor mange studerende fra Lolland-Falster vælger at søge hen, vil derfor være en af dem, der er åben for efteroptagelse. Det er for folk, der ikke er kommet ind på en anden uddannelse eller ikke har søgt.

Selvom det samlede ansøgerantal er faldet lidt i UCSJ’s afdeling i Nykøbing, er der stadig lyspunkter at finde blandt ansøgertallene.

Der er generelt en stor interesse for socialrådgiveruddannelsen, hvor 228 håbefulde ansøgere har valgt den som 1. prioritet. Også pædagog uddannelse har en stigning i ansøgertal på otte procent, og 106 har valgt uddannelsen som 1. prioritet.

På regionsplan er det sygeplejerskeuddannelsen, der topper med det højeste antal ansøgere, men i Nykøbing ser det anderledes ud. 73 har søgt sygeplejerskeuddannelsen som 1. prioritet, hvilket er et fald på 20 procent fra sidste år, det er også her man skal hente forklaringen for de lave samlede tal, forklarer Camilla Wang. Dog er der stadig flere ansøgere end studiepladser på uddannelserne.

Den sidste uddannelse, UCSJ i Nykøbing tilbyder, er det engelsksprogede Leisure Management. Her har antallet af ansøgere været støt faldende i flere år. Denne gang har 31 søgt ind i forhold til 48 ansøgere i 1. prioritet sidste år.