Bådudstilling skal give Slotsbryggen liv

Slotsbryggen i Nykøbing er endnu ikke blevet det aktiv for Nykøbing, som politikerne havde håbet på.

Også borgerne beklager, at det ikke for alvor summer af liv omkring kanalhavnen, der som oftest ligger øde hen.

Sådan har Rene Wulff - tidligere bilmand i byen - det også, og derfor har han taget initiativ til at arrangere en flydende bådudstilling med omkring 40 både i kanalhavnen til august.
- Jeg vil gerne være med til at skabe noget mere liv ved Slotsbryggen, siger han, der nu lever af at sælge både.

Den flydende bådudstilling ved Slotsbryggen foregår i weekenden fra 16.-18. august.
- Det er kun en måned siden, at jeg fik ideen til at lave udstillingen, fordi jeg synes, jeg havde så mange både til salg i området, og fordi jeg også gerne vil gøre mit firma mere kendt, siger han.H

Han forventer selv at have 20 brugte både - hovedsagligt motorbåde, men også motorsejlere og sejlbåde med og i prisklasser lige fra 20.000 til 2,4 millioner kroner.
- Men der er vel plads til dobbelt så mange både, så hvis der er private, som har deres båd til salg, så kan de også betale for at være med. De skal dog selv sørge for at fremvise deres båd, siger Rene Wulff.

Også de lokale bådklubber og sejlforeninger deltager på udstillingen, ligesom flere forskellige firmaer indenfor bådtilbehør og -udstyr, forsikring, kranfirma og andet med relation til sejlads er inviteret med. Desuden vil han lave aftaler med restauratørerne omkring Slotsbryggen, så de har åbent i den pågældende weekend.

Foto: Anders Knudsen

Slotsbryggen i Nykøbing ligger ofte øde hen, men det vil en lokal bådsælger lave om på med en flydende bådudstilling.

Offentliggjort Sidst opdateret