Bæredygtighed gennem innovation

Administrerende direktør André Radley Grundahl (billedet) udgør sammen med Jørgen Bech Poulsen og Mads Bojda ejerkredse i JP Air Tech. Foto: Søren Knudsen

Hos JP Air Tech er der fokus på bæredygtighed, innovation og vækst. Nu er virksomheden nomineret til Lolland-Falsters Erhvervspris 2023.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hver morgen klokken 8 mødes de afdelingsansvarlige hos JP Air Tech i Sakskøbing. De taler om, hvor langt de er nået i forhold til virksomhedens vækstplaner, og de holder hinanden op på deres mål.

Hos JP Air Tech tror man nemlig på, at ønsket om vækst skal italesættes, og at ledelse og medarbejdere skal involveres i vækstplanerne. Noget kunne tyde på, at vækststrategien virker, for vækstkurven for filter-firmaet fortsætter opad.

Erhvervsprisen

  • Lolland-Falsters Erhvervspris uddeles i år for 40. gang.
  • Prisen er et samarbejde mellem Business Lolland-Falster, Nordea, Revisionsselskabet Aage Maagensen og Folketidende Gruppen.
  • Alle kan indstille kandidater til prisen. En komité har derefter udvalgt 6 virksomheder, der er nomineret til Erhvervsprisen 2023:

Emballagevirksomheden Granby Pack

Maskinhandleren Johs. Mertz A/S

Filtermedie-producent JP Air Tech ApS

Elektrikervirksomheden Rask El Service ApS

Byggefirmaet Skanlux Group

Frøproducenten Vikima Seed

  • De nominerede virksomheder har alle formået at skabe vækst i en tid, hvor der er stor usikkerhed i verdensøkonomien, og har samtidig haft stort fokus på bæredygtighed og innovation.
  • Erhvervsprisen 2023 uddeles 26. oktober ved en stor prisuddelingsfest på Nykøbing F Teater.

Lolland-Falsters Erhvervspris uddeles i et samarbejde mellem Business Lolland-Falster, Nordea, Revisionsselskabet Aage Maagensen og Folketidende Gruppen. Artiklen her er skrevet af Søren Knudsen, kommunikationsansvarlig hos Business Lolland-Falster.

Vil fordoble indtjeningen

Siden Jørgen Bech Poulsen startede virksomheden i 2009, har JP Air Tech arbejdet med at overfladebehandle filtermateriale, så filtrene fanger endnu flere skadelige partikler.

- Vi er en virksomhed, som i princippet leverer ren luft. Filtrene sikrer blandt andet, at skadelige partikler ikke ender i lungerne på folk, der arbejder i jobs med høj luftforurening, forklarer administrerende direktør André Radley Grundahl, der sammen med Jørgen Bech Poulsen og Mads Bojda udgør ejerkredsen.

Vi er en virksomhed, som i princippet leverer ren luft.

André Radley Grundahl

For øjeblikket beskæftiger JP Air Tech 33 medarbejdere, men søger flere til produktionen. Foto: Søren Knudsen

JP Air Tech har med deres filtermateriale ramt et hul i markedet, for det går rigtig godt. Lige nu omsætter virksomheden for knap 100 millioner kroner om året, men det tal satser man på at fordoble inden for de næste fem år.

Bæredygtig vækst

Målet er altså vækst, men vejen derhen skal være bæredygtig på flere niveauer, siger André Radley Grundahl:

- For det første ønsker vi, at vores vækst skal være bæredygtig for os. Det betyder, at vi fortsætter med at få processer, maskiner og medarbejdere stille og roligt kørt op på et niveau, hvor vi kan følge med vores ønske om vækst.

JP Air Tech har dog også fokus på bæredygtighed i mere traditionel forstand. For eksempel gør virksomheden meget ud af at effektivisere processerne og bruger LEAN-principperne i forsøget på at optimere. Det har medført et markant lavere strømforbrug på den 10.000 kvadratmeter store fabrik.

Desuden har man optimeret ved at digitalisere store dele af produktionen. Det betyder, at man altid kan overvåge og følge maskinernes forbrug og klimaaftryk og dermed arbejde på at optimere dem yderligere.

Innovation er ligeledes en vigtig del af JP Air Techs bæredygtighedsrejse.

- Hvor man normalt bruger tre separate filtre, har vi investeret i en maskine der kan samle de 3 lag i 1 filtermateriale. Derfor kan maskinen, som filteret skal sidde i, være meget mindre, og på den måde sparer vi en masse materialer til maskiner, samtidig med, at vi naturligvis også sparer på filtermateriale. Samtidig bliver det nemmere at suge luften igennem filteret, så der bliver en strømbesparelse ude hos slutbrugerne. Her smelter bæredygtighed og innovation sammen, siger André Radley Grundahl stolt.

Medarbejderne skal være med

For øjeblikket beskæftiger JP Air Tech 33 medarbejdere, men søger flere til produktionen. Det er dog vigtigt at finde de helt rigtige medarbejdere med det rigtige mindset. Hos JP Air Tech handler det om, at medarbejderne har lyst til at bidrage til at nå vækstmålene.

JP Air Tech har med deres filtermateriale ramt et hul i markedet, for det går rigtig godt. Foto: Søren Knudsen

- Vi vil gerne presse vores medarbejdere på en positiv måde ved at inddrage dem i processen. Vi er virkelig glade for at være nomineret til Lolland-Falsters Erhvervspris, for det kan forhåbentlig hjælpe os med at tiltrække yderligere dygtig arbejdskraft til virksomheden og til landsdelen, siger André Radley Grundahl.