Baronesse for en dag

Villa Marina er opført i 1877-1878 som sommerbolig for den norske digter Andreas Munch og hans hustru Amalia. Foto: Privatfoto

Det er ikke hver dag, du kan få chancen for at bo som en adelig, men Villa Marina kan nu, efter flere års istandsættelse, lejes af privatpersoner.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYSTED Hvor lang er siden på den online-encyklopædi, der beskriver din boligs historie? For de fleste vil svaret nok være, at sådan en hjemmeside ikke eksisterer. Men hvis du har hang til historiens vingesus og en lokal oplevelse udover det sædvanlige, så kan den italiensk-inspirerede Villa Marina i Adelgade i Nysted måske være dragende for dig.

Huset lejes ud af Mette Thykier, der selv er musiker. Hun håber på, at stedet med tiden kan danne rammen om kunstnere og musikeres kreative udfoldelser, som det har gjort i tidligere tider.

- Vi vil gøre huset til et kunstnersted, måske med tiden et refugium hvor man som kunstner kan komme og fordybe sig i sin kunst. Det er målsætningen med det hele, forklarer Mette Thykier.

Villa Marina har været under renovering i sammenlagt tre år, og det har ikke været lige let hele vejen igennem, forklarer hun.

- Vi er ved at have renoveret førstesalen på nuværende tidspunkt. Udvendigt har det taget lang tid at renovere. Vi har arbejdet på det i tre år, og det tager lang tid at finde de rette håndværkere, at vente på, vejret bliver til at arbejde i igen, og hvad der ellers er af udfordringer, fortæller Mette Thykier.

De mere end 200 kvadratmeter førstesal kan lejes henover sommeren, men juli måned er allerede booket, oplyser Mette Thykier.