Beslutning om at genåbne skoler vækker glæde

På mandag kan de yngste elever på Sophieskolen og landsdelens øvrige grundskoler se frem til at møde fysisk i skole igen. Foto: Flemming K. Karlsen/arkivfoto

Skoleledere og mange forældre glæder sig over, at de yngste elever skal tilbage i skole, men der er også nogle, som er bekymrede.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND Fra og med på mandag åbner landets skoler igen for eleverne i 0. til 4. klasse, kunne sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i aftes fortælle på et pressemøde. Og det vækker glæde både blandt lokale skoleledere og blandt mange af de forældre, som har kommenteret beslutningen på folketidende.dks facebookside.

- Den planlægningshorisont har vi jo haft i et stykke tid, siger skoleleder på Nysted Skole og formand for den lokale afdeling af skolelederforeningen Brian Brodersen med henvisning til, at statsministeren allerede på det foregående pressemøde varslede, at de yngste elever formentlig kunne vende tilbage i skole, inden de øvrige restriktioner står til at udløbe 28. februar.

- I øjeblikket venter vi så på at få de helt nøjagtige retningslinjer, for det er ikke helt uvæsentligt, hvordan genåbningen skal forløbe. Det skal også koordineres i kommunen, så vi får lagt en overordnet ramme for det, tilføjer Brian Brodersen og fortæller i samme moment, at der er indkaldt til møde om det emne i dag.

Genåbningen sker på et tidspunkt, hvor coronavirus stadig florerer i samfundet, og hvor den såkaldt britiske variant er i fremmarch, og det skaber en vis utryghed, som Brian Brodersen er opmærksom på.

- Der vil selvfølgelig både være ængstelige børn og voksne, men når sundhedsmyndighederne siger god for det, må man gå ud fra, at de har tænkt sig grundigt om, siger han og ser frem til at få elever tilbage på skolen igen.

Blandt mange forældre er der også glæde over beslutningen, men samtidig en vis undren over, at genåbningen sker en uge før, at eleverne går på vinterferie.

- Jeg synes, det er dejligt, at de små igen kan komme tilbage på skolen. De savner det sociale og ikke mindst fællesskabet. Men når det så er sagt, synes jeg, at det er helt ude i hampen, at de ikke venter til efter ferien.

- Vi får i hvert fald svært ved at forklare vores søn, at han skal i skole på mandag og gerne må være sammen med kammeraterne, og så kommer der en ferie ugen efter, hvor han ikke må, skriver eksempelvis Natasja Skipper Hansen i en kommentar på Facebook.

Tina Rydberg Jensen har en datter, som glæder sig til på mandag.

- Har en pige på snart ni år i 2. klasse. Hun har været i nødpasning /nødundervisning. Men hold nu op, hvor hendes øjne lyste op, da vi fortalte, at de andre fra klassen kommer igen fra mandag, skriver hun.

På Sophieskolen i Nykøbing glæder skoleleder Jan Axelsen sig til at få de yngste elever tilbage igen.

- Det er vi rigtig glade for. Vi har rigtig mange børn, som savner skolen, og vi savner dem. Og nu får vi endda nogle dage til at planlægge det hele i, så det er super godt, siger han.

Han forstår dog også godt, at nogle forældre kan være bekymrede ved udsigten til at skulle sende deres børn tilbage i skole igen nu.

- Det kan jeg sagtens forstå. Der er nogle familier, som af forskellige årsager virkelig er presset i bund, og som synes, at det her har fungeret godt. Men børn har grundlæggende brug for at være i nogle sociale sammenhænge, også med andre børn, siger Jan Axelsen.

Skolelederen forstår også de forældre, der gerne så, at også de store elever snart kunne få lov at vende tilbage i skole.

- Jeg er blandt andet nervøs for afgangsprøverne for 9. og 10. klasserne, også fordi de nuværende 10. klasser blev ramt af nedlukningen sidste år, da de gik i 9. klasse.

- Jeg kan godt være bekymret for, om vi kan nå at træne og forberede dem i den disciplin, det er at gå op til prøve. Ellers kunne man måske forestille sig, at man også tog 9. og 10. klasserne tilbage i skole ret hurtigt, påpeger han.

Men selv om der altså også er grund til bekymring på nogle områder, så ændrer det ikke på, at der set fra skolelederens stol også er grund til glæde.

- Vi flager i hvert fald på mandag, lover Jan Axelsen.

Lærere: Helt i orden

Hos Lolland-Falsters Lærerforening ser man også frem til, at foreningens medlemmer snart kan tage imod de yngste elever igen.

- Det er meget forventeligt ud fra det, der blev meldt ud tidligere, og jeg finder det helt i orden, så længe det bliver gjort forsvarligt, og ud fra det, jeg har hørt indtil videre, er der mange gode takter i det. Vi kunne dog godt have ønsket os, at der også var nogle afstandskrav med rammerne for genåbningen, men det er da besluttet, at det skal ske under bekendtgørelsen for nødundervisning, og det er positivt, siger den lokale lærerforeningsformand Birger H. Petersen.

Han håber, at man ikke kun har fokus på det faglige, men i lige så høj grad på elevernes trivsel, når skolerne åbner igen.

- Både det faglige og det trivselsmæssige er vigtigt, og det trivselsmæssige har virkelig lidt under nedlukningen, selv om lærerne mange steder rundt om i landet virkelig har været kreative, og det er fantastisk, hvad de har præsteret.

- Jeg håber, at man på skolerne vil planlægge ud fra, hvad der er bedst for den enkelte skole, og at man tager lærerne med på råd. Det skal foregå i det rette tempo og den rette balance. Genåbningen er jo ikke et kapløb om at nå frem til den hverdag, der var før nedlukningerne, for det er vilkårene ikke til endnu, siger Birger H. Petersen.

Læs også artikeln "- Vi er bare så glade" som handler om en skole på Lolland.