Bilist stak af fra uheld på motorvejen

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

En bil landede på taget efter et sammenstød på Sydmotorvejen. Svensk politi har stoppet formodet flugtbilist.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kort før klokken 17 skete et trafikuheld på Sydmotorvejen kort før afkørsel 43, Gundslev.

- Da vi ankom, lå en bil på taget, men føreren var selv kommet ud. Han havde fået nogle småknubs, men en forbipasserende paramediciner havde ydet førstehjælp, indtil ambulancen ankom. Ud fra hvad jeg kunne bedømme, var han sluppet billigt, fortæller vicebrandinspektør Helgi Bachmann fra Lolland-Falster Brandvæsen.

Bilisten blev kørt på sygehuset, men nåede inden at fortælle, at uheldet skete som følge af et sammenstød.

- Så vidt jeg kunne forstå var en bagvedkørende bil kørt for tæt på, så de var stødt sammen. Det var skyld i, at han ramte autoværnet og lavede en kolbøtte, fortæller Helgi Bachmann.

Den bagvedkørende bil var svenskindregistreret, og det var lykkedes vidner at notere en del af registreringsnummeret. På den baggrund lykkedes det mindre end to timer senere svensk politi at standse bilen.

- Nu skal vi have fundet ud af, hvordan det hænger sammen: Var den svenske bil direkte eller indirekte impliceret? Og så skal vedkommende sigtes for at forlade færdselsuheldet, for man har pligt til at stoppe op, hvis man er direkte eller indirekte impliceret, fortæller Bo Georg Petersen, der er vagthavende ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Han tilføjer, at ingen er anholdt, men at svensk politi har tilbageholdt bilen og identificeret føreren og en passager.

- Nu skal vi anmode om at få dem afhørt, og så skal bilen undersøges, fortæller Bo Georg Petersen.

Uheldet betød i øvrigt, at motorvejen var spærret i en times tid, frem til klokken 18.

- Bilen lækkede benzin, så vi hældte skum ud over den. Og så hjalp vi med at gøre vejen farbar ved at feje glasskår og stumper op, og så spulede vi, fortæller Helgi Bachmann.