Billetter til damefrokost udsolgt

Årets damefrokost bliver den 21. af slagsen på markedet. Foto: Ingrid Riis, arkivfoto

Efter lidt bøvl med nyt billetsystem blev alle 1.566 billetter solgt.

Offentliggjort Sidst opdateret

DØLLEFJELDE Den første fredag i det nye år er altid dagen, hvor kvinder over hele landet sidder klar til at bestille billetter til den traditionsrige damefrokost, som finder sted om lørdagen på Døllefjelde-Musse Marked. Fredag i denne uge var ingen undtagelse.

Et nyt billetsystem gjorde dog, at mange måtte finde en ekstra tålmodighed frem.

- Vi havde problemer med, at få markedets egen hjemmeside til at følge med, da op mod 400 forsøgte at komme ind på sitet samtidig for at følge linket videre til siden, hvor udbyderen af billetsystemet er at finde, siger Per Hansen, som inden længe formelt udnævnes til ny formand for bestyrelsen bag Døllefjelde-Musse Marked.

Normalt plejer billetterne til damefrokosten at være udsolgt på ganske få minutter, men sådan gik det ikke fredag.

- Det var heller ikke meningen, siger Per Hansen.

- Med det nye billetsystem skal køberne af billetterne foruden at vælge det antal billetter, som de vil købe, også vælge hvilket bord, de vil sidde ved ved frokosten.

- Vi har naturligvis sammen med udviklerne af det nye billetsystem gjort os nogle erfaringer i løbet af fredagen, som betyder, at vi kan forbedre systemet til næste år, siger Per Hansen.

For en billetpris på 399 kroner får kvinderne ved frokosten mad, vin og øl, samt ikke mindst underholdning, som krydres med en optræden fra en mandlig musiker. Navnet på musikeren er, helt som det plejer, en hemmelighed inden selve frokosten.

I løbet af fredag formiddag var alle tekniske udfordringer løst, og de mange billetter blev solgt.

Der bliver i år plads til 1.566 kvinder, og samtlige billetter blev solgt fredag minus nogle stykker, som blev solgt sidste år, men ikke brugt, da Døllefjelde-Musse Markedet i 2021 grundet corona blev flyttet fra bededagsferien til starten af september.

Fredag morgen blev også billetter til årets herrefrokost på markedet udbudt til slag.

- Normalt er der ikke så meget "run" på billetterne til herrefroksoten lige, når vi sætter dem til salg, men der var faktisk et noget større salg fredag, end vi havde ventet, siger Per Hansen.

Herrene får for en billet til 249 kroner, helt som de plejer, stegt flæsk med persillesovs og masser af fadøl.