BISKOPPER VIL SLØJFE RETTEN TIL AT FRAVÆLGE KVINDELIGE PRÆSTER

Peter Skov-Jakobsen, der er biskop over Københavns Stift, har været fortaler for at sløjfe folkekirkens mulighed for at fravælge eksempelvis kvindelige præster. Arkivfoto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

Bekendtgørelse, der fritager folkekirken fra at følge Ligebehandlingsloven, har udlevet sin tid, mener biskop.

Offentliggjort Sidst opdateret

Landets biskopper er blevet enige om, at de ønsker at ophæve folkekirkens ret til at fravælge eksempelvis kvindelige præster.

Det skriver Aarhus Stift i en pressemeddelelse, efter at biskopperne mødtes for at diskutere emnet i sidste uge.

Derfor har biskopperne nu sendt en opfordring til Kirkeministeriet om at ophæve den såkaldte undtagelsesbestemmelse i Ligebehandlingsloven for folkekirken.

Samtlige biskopper blev enige på mødet.

Peter Skov-Jakobsen, der er biskop over Københavns Stift, er en af dem, der før har givet udtryk for, at man burde sløjfe undtagelsesbestemmelsen.

- Bekendtgørelsen, der fritager folkekirken fra at følge Ligebehandlingsloven, har udlevet sin tid for længst. Ved at fjerne den vil folkekirken sende et klart signal om, at vi ikke ansætter præster efter køn, men efter kvalifikationer, teologiske meninger og åndelige traditioner.

- Det frie præstevalg berøres ikke af, at den forældede bekendtgørelse tages ud af vores lovgivning, siger han i pressemeddelelsen.

Bestemmelsen blev senest diskuteret i august, hvor det netop var muligheden for at fravælge kvindelige præster, der blev italesat.

I den forbindelse gav også kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) udtryk for, at hun var villig til at se på, om ikke bestemmelsen var et forældet produkt af fortiden.

- Hvis der på nogen måde er rum til, at folkekirken kan bringes derhen, hvor mænd og kvinder også ved ansættelse bliver behandlet lige, vil jeg med glæde være den minister, der gennemfører det, sagde hun i den forbindelse.

Ligehandlingsloven stammer fra 1978. Den var med til at forbyde forskelsbehandling af mænd og kvinder i forhold til vilkår for ansættelse.

Alle trossamfund endte dog med at blive fritaget for at skulle følge loven, idet man under udarbejdelsen blev opmærksom på, at det i nogle trossamfund kunne være i strid med grundlovens paragraf 67 om religionsfrihed.