Bog & Idé overtager lukkede Arnold Busck-butikker
Arnold Busck-butikken i Nykøbing er ikke med på listen over de, der nu genåbner som Bog & Idé. En forklaring kan være, at der allerede ligger en Bog & Idé i Nykøbing - blot få meter fra den lukkede Arnold Busck. Foto: Ingrid Riis, arkivfoto
Ingrid Riis, arkivfoto
Boghandlerkæden overtager en række af den konkursramte Arnold Busck-kædes lokaler. Butikken i Nykøbing er dog ikke iblandt.
Der er godt nyt til en del af de danskere, der blev efterladt med et boghandlermæssigt tomrum, da boghandlerkæden Arnold Busck forleden gik konkurs og lukkede stort set alle sine butikker - blandt andet den i Jernbanegade i Nykøbing.
En anden boghandlerkæde - Bog & Idé - fortæller således tirsdag formiddag på sin hjemmeside, at man har overtaget en række af de lokaler, hvor Arnold Busck tidligere lå. Helt konkret drejer det sig om 14 Arnold Busck-butikker, som nu bliver til Bog & Idé.
Butikken i Nykøbing er dog ikke med på listen - måske fordi Nykøbing allerede har en Bog og Idé blot få meter væk i den tidligere BR-forretning i Østergågade lige ved Torvet.
Ifølge en pressemeddelelse fra Bog & Idé er det en gruppe af kædens ejere, som nu har opkøbt godt halvdelen af Arnold Busck-butikkerne i konkursboet.
- Ejerkredsen, der erhverver nye butikker, har udvist stor dedikation til opgaven med at udvide kæden, der for mig at se er en manifestation af troen på konceptet og på de fysiske butikker, siger bestyrelsesformand for Indeks Retail, Michael Meyer, i pressemeddelelsen.
- Bog & idé-kæden har oplevet vækst i de senere år. Denne vækst tror vi på fortsætter nu, hvor kæden står endnu stærkere, tilføjer han.
Ifølge Michael Meyer har man i forhandlingerne været meget optaget af at kunne redde arbejdspladser, og han forventer at kunne udvide medarbejderstaben i Bog & Idé med mere end 200 nye medarbejdere.
Historien melder dog ikke noget om, hvorvidt de alle sammen kommer fra de nu lukkede Arnold Busck-butikker.
- Vi går ydmygt til opgaven. Arnold Busck var en institution for mange bogelskere og med de reaktioner, som konkursen har udløst, har det været tydeligt at mærke, hvor stor en betydning Arnold Busck-kæden har haft – ikke mindst for de ansatte i butikkerne, siger administrerende direktør i Indeks Retail, Marianne Lyngby Pedersen.
De 14 Arnold Busck-butikker, der nu skifter navn og genåbner som Bog & Idé er følgende:
Valby, Valby Torvegade 13, Spinderiet 18
Ballerup, Ballerup-centret
Lyngby, Lyngby Storcenter 54
Helsingør, Stengade 23
Espergærde, Vester Torv 13
Helsinge, Østergade 17 - 19
Birkerød, Hovedgaden 37
Roskilde, Ro's Torv
Haderslev, Apotekergade 13
Sønderborg, Østergade 4
Randers, Raadhusstrædet 2
Ålborg, Bispensgade 10
Aalborg SV, Alborg Storcenter 108
Hjørring, Metropol Østergade 30, 22.
Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvornår genåbningerne sker.
Seneste artikler
Erhvervsformand: Hvorfor lukker de ikke en tysk sukkerfabrik?
Trist, træls og drønærgreligt: - Det hvide guld smuldrer mellem hænderne på os
Annonce: Snedkerkøkken pris og vejen til et realistisk køkkenbudget
Annonce: Et lavt månedligt beløb gør ikke nødvendigvis lånet billigt
Borgmester efter fabrikslukning: - Lige i dag er vi i knæ
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole