BOGBUSSENS GÅDE ER LØST

Fyret på Hyllekrog står fem kilometer ude ad tangen, som i dag ejes af Fugleværnsfonden. For ar beskytte de ynglende fugle er tangen lukket for besøgende 1. marts-15. juli og er altså netop åbnet igen. Foto: Peter Foersom

Mysteriet om bogbussen på Hyllekrog er opklaret. I tilgift fik vi også en bogbus på Albuen.

Offentliggjort Sidst opdateret

HYLLEKROG: I billedserien om Flere Særlige Steder fortalte i artiklen "Bogbussen på Hyllekrog"  om bogbussen på Hyllekrog. Området afgræsses af Galloway-kvæg, og på et læskur til dyrene ude ved fyret, fem kilometer ude ad tangen, sidder der et gult skilt, som fortæller, at ”Bogbussen holder her hver tirsdag 17.00-18.00”.

Hyllekrog-tangen er en 7,5 kilometer lang såkaldt krumodde, som fortsætter Lollands sydlige kystlinje mod øst mod sandbarren Rødsand.

Sandtangen Albuen er en 7,5 kilometer lang såkaldt krumodde, som forlænger Lollands sydvestlige kystlinje mod nord. Albuen har tidligere haft op mod 40 faste beboere, men har ikke været beboet siden 2002.

Bogbusserne på Lolland-Falster er afskaffet for længst, og de har med garanti aldrig kørt på Hyllekrog. Men skiltet fik os alligevel til at trække på smilebåndet. Det er sat op med gode skruer, og ”gerningsmanden” har formentligt foruden skiltet medbragt en elektrisk skruemaskine.

Skiltet har siddet der længe, måske i 10 år, fortæller naturvejleder Uffe Nielsen, som ofte kommer på Hyllekrog. Og vi tænkte, at måske er der kun én, der ved, hvem der har sat det op og hvorfor.

Men så!

Skiltet har jeg sat op

Få dage efter at historien om skiltet var i avisen, fik vi et brev, en mail var det, med overskriften ”Bogbusstop Hyllekrog” og indledningen: ”Skiltet har jeg sat op,”

Mailen var fra Hans Folkvardt i Øllebølle, og han forklarede om skiltets oprindelse, om formålet med at sætte det op, og tilmed, at der er flere af slagsen.

Hans Folkvardt fortæller, at han i en årrække var vejingeniør i Greve Kommune. Og da kulturforvaltningen dér på et tidspunkt ændrede bogbussens rutenet og tider, blev de gamle skilte ubrugelige til andet end skrot.

- Jeg fik den fjollede ide at sætte dem op nogle steder, hvor de ville skabe forundring. Jeg tænkte på Nordkap, Eiffeltårnet og Peking, men glemte det indtil den dag jeg stod på stedet uden skilt, skriver han og fortsætter:

- Men ved min udflytning til Lolland i 1994 tømte jeg mit udhus, fandt skiltene igen og tog dem med.

Der var tre bogbusskilte, og nu sidder ét ved ”Kystudkiggeren” ude på Albuen, et andet på Hyllekrog og et tredje ved en bålhytte i de smålandske skove, fortæller Hans Folkvardt.

Ved fyret og ved udkigsposten

Det viste sig, at Folketidendes fotograf Jan Knudsen udmærket kendte skiltet på Albuen, og han havde også et billede af det.

Det sidder ved den gamle udkigspost, hvorfra man førhen holdt øje med skibsfarten, men som i dag er til rådighed for besøgende som madpakkehus.

Man kan se, at bogbussen kommer ganske tit ude på Albuen, men nu ved vi, at skiltet også derude også er tænkt som en spøg.