Boligpriserne stiger, men ikke på Lolland

Foto: Carsten Snejbjerg

Ejendomsmæglere mener, at boligpriserne vil forblive næsten uændret det næste halve år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ifølge Ritzau stiger boligpriserne i øjeblikket over det meste landet, men det er ikke tilfældet i Lolland Kommune. Ejendomsmæglere i Maribo og Nakskov tror ikke, at den landsdækkende udvikling vil kunne mærkes i Lolland Kommune med det samme, men man ser dog positivt på fremtiden.

- Jeg tror ikke, boligpriserne her i Maribo kommer til stige her i løbet af det næste halve år, men jeg tror til gengæld heller ikke, at det bliver værre, end det er nu. Forhåbentlig kommer vi til at se nogle prisstigninger her i området en gang efter sommer, fortæller indehaver af Nybolig Maribo, René Hansen.

Det er en tendens, man kan nikke genkendende til i Nakskov.

- Altså når dagspressen skriver, at nu begynder boligpriserne at stige, så starter det jo inde omkring Rådhuspladsen i København, så udvikler det så sig derfra og kommer længere og længere ud, og der er vi jo nogle af de sidste, som kommer til at mærke til det, siger indehaver af Estate Nakskov, Ole K. Jørgensen.

Ifølge ejendomsmæglerne er der udmærket gang i boligmarkedet inde i byerne, mens aktiviteten ude i landområderne er meget lav. Mange huse har været på tvangsauktion, men ifølge Ole K. Jørgensen er den tilbøjlighed ved at få en ende.

- Når tvangsauktionerne er på vej retur, så er de ikke med til at presse markedet. Og hvis vi også kan få låst op for kreditforeningerne, så tror jeg at vi vil begynde at kunne se en positiv tendens, siger Ole K. Jørgensen.

Statsautoriseret ejendomsmægler Dennis Frederiksen, som er indehaver af en række Danbolig'er på Lolland-Falster, mener dog, at priserne på boliger i landområderne stadig vil falde.

- Som det er lige nu, falder boligpriserne stadig ude i landområderne, men inde i byerne ser det ud til at, vi har nået et bundniveau. Så nu regner vi med, at det stille og roligt vil gå den rigtige vej, men det bliver altså med museskridt, siger Dennis Frederiksen.