Borgmester advarer om mulige milliardudgifter: Det kan ramme velfærden

Arkivfoto: Ingrid Riis

Borgmester i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen (S), opfordrer regeringen til at fordele regningen "retfærdigt", hvis kommende udgifter til forsvaret skal finansieres via nedskæringer i den offentlige velfærd.

Offentliggjort Sidst opdateret

Med krig i Ukraine og et usikkert forhold til USA står Danmark nu over for en situation, hvor vi efter alt at dømme kommer til at skulle bruge flere penge på forsvaret.

- Vi er tættere på fem end to procent af bnp på forsvar, sagde statsminister Mette Frederiksen forleden, ligesom lederne af de to andre regeringspartier er enige i, at der skal bruges markant flere penge på forsvaret, end der hidtil har været gjort.

Hvis det skal blive en realitet, bliver det helt store spørgsmål så, hvor pengene skal komme fra.

Og spørger man borgmester i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen (S), så er det afgørende ikke, om det bliver finansieret via skatter, lån, nedskæringer eller en kombination af disse.

- Det, jeg er mest optaget af, er, at det bliver et retfærdigt system, og her tænker jeg på kommunal udligning, så der kommer en nivellering af, at det rammer alle lige hårdt, siger han:

- Det håber jeg, at man husker på, inden man begynder at skyde penge ud til højre og venstre.

Rammer forskelligt

Hvis de øgede udgifter til forsvaret ender med i større eller mindre grad at skulle betales via nedskæringer, så er det kommunerne, der står med opgaven at skulle få det til at hænge sammen.

Holger Schou Rasmussen er enig med regeringstoppen i, at at der er en bunden opgave i, at vi skal forøge vores udgifter til forsvaret.

Og han er samtidig med på, at hvis man vælger at skære i velfærden, så er det kommunerne, det går ud over.

- Man kan blive nødt til at sænke forventningerne til, hvad det er for en velfærd, man kan få i de kommende år med den verden, vi står i, der er hamrende usikker, siger han.

Alligevel håber han, at man fra regeringens side vil tilgodese de fattigste kommuner.

- Hvis man vælger at sige, at alle kommuner skal spare det samme, så rammer det jo kommuner som Lolland meget hårdere end de kommuner, der bare kan tage pengene op af kassen, siger han:

- Hvis det kommer til at ske, så kommer jeg selvfølgelig til at stille mig op på en ølkasse og tale imod det.

Du er jo i samme parti som statsministeren. Er det noget, du har drøftet med hende?

- Først og fremmest så tror jeg, at hun har rigeligt travlt med at forholde sig til, hvordan man løser det her i Folketinget. Så må man jo bagefter se på, hvad det er for nogle greb, der skal tages i brug, hvis man skal skrues på velfærden. Så er det der, jeg vil hæve min stemme i forhold til, hvordan det vil påvirke Lolland.