Brandvæsen er klar til brand i el- og hybridbiler

Dysserne i remmen sørger for, at skabe en vandtåge, som både kan nedkøle og slukke brand. Foto: Jan Knudsen

Går der først ild i en el- eller hybridbils batteri er det umuligt at slukke.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER Det sker heldigvis sjældent, at der udbryder brand i en elbil eller en hybridbil. Men når det går galt, går det rigtig galt. Det er el- og hybridbilernes litiumbatterier, som udgør en betydelig større udfordring end brand i en benzin- eller diseldrevet bil eller bus. Det kræver en hel anden og mere omstændig indsats fra brandfolk.

Litiumbatterier består af mange celler. Blot ved brand i en enkelt celle begynder udfordringen.

- Cellerne i et litiumbatteri kan ikke umiddelbart slukkes eller kvæles, fordi batterierne ved brand udvikler ilt, så de så at sige selv føder ilt til branden, siger brandinspektør Martin Mikkelsen fra Lolland-Falster Brandvæsen.

Det eneste middel er nedkøling, som kan begrænse spredningen af branden fra for eksempel en celle til flere celler i batteriet og derefter videre til bilen og omgivelserne.

Et nyt aggregat til at skubbe ind under brændende elbiler er anskaffet med henblik på nedkøling af brand i elbilernes litiumbatterier. Foto: Jan Knudsen

Stålramme med dysser

Beredskabsstyrelsens vurdering er ifølge en undersøgelse fra 2021, at risikoen for brande i el- og hybridbiler er mindre end for brande i konventionelle biler.

- Men vi er nødt til at være forberedt, siger Martin Mikkelsen.

- Vi har flere forskellige redskaber i værktøjskassen, og et af de nyeste er et aggregat, som vi kan skubbe ind under en brændende bil. Aggregatet, som er en ramme fremstillet i rustfrit stål, kan tilsluttes en brandslange, som via mange dysser kan sprøjte vand ud i en form for vandtåge, som virker nedkølende. Rammen er blevet produceret hos en lokal smed i så mange eksemplarer, at der er én til hver af brandsprøjterne på alle brandstationer på Lolland-Falster, fortæller Martin Mikkelsen.

- Beregninger viser også, at det faktisk er mindre forurenende at lade en elbil brænde færdig under kontrollerede forhold, end det er at bruge masser af vand, som bliver forurenet af branden og dermed udleder forurening til omgivelserne, forklarer han.

Når et litiumbatteri når en temperatur på 80 grader, kan varmeudviklingen ikke stoppes.

I Guldborgsund Kommune er der per. 1. januar indregistreret 30.928 personbiler. Af dem er 156 registreret som elbiler. De 142 er privatejede. 242 biler er registreret som plug-in hybridbiler. De 230 af dem er registreret som privatejede. Godt 9.000 af den private bilpark i Guldborgsund Kommune er dieseldreven.
I Lolland Kommune er der per 1. januar indregistreret 19.918 personbiler. Af dem er 77 elbiler, hvoraf kun en enkelt ikke er privatejet. Der er registreret 106 plug-in hybridbiler, hvoraf de fem ikke er privatejede. Godt 6.000 af den private bilpark i Lolland Kommune er dieseldreven.
Kilde: Danmark Statistik

Rammen er fremstillet af rustfrit stål på et lokalt smedeværksted. Foto: Jan Knudsen

Flere muligheder

Derudover er der også mulighed for at løfte en bil med et brændende litiumbatteri op i den ene side ved at skubbe en mindre lift ind under bilen, således at brandfolk kan afkøle bilen nedefra med brandslange. Det er nærmest umuligt at slukke en brand i et litiumbatteri, og derfor kan det blive nødvendig blot at vente på, at bilen udbrænder, hvilket godt kan tage op til et døgn.

Et enkelt beredskab i landet har brandvæsnet anskaffet en container, som kan transporteres hen til en brændende bil, fyldes med vand, hvorefter bilen hejses ned i vandet blot for at nedkøle batterierne.

- Det har vi ikke, men vi mener, at vi er klædt på med de forskellige værktøjer, som vi har nu, sammen med de retningslinjer, som er udarbejdet af Beredskabsstyrelsen og de actioncards, som vores brandfolk er uddannet i at bruge, siger brandinspektøren.

Det gælder nemlig også om at holde afstand, når der først går ild i et litiumbatteri.

- Et brændende litiumbatteri udvikler en meget giftig røg. Faktisk kan en røgdykker kun arbejde i knap 10 minutter ved en brændende elbil, som står under tag, for eksempel i en garage, siger Martin Mikkelsen.

Blandt de største bekymringer for brændende elbiler i de større byer er i parkeringshuse og også i tunneler.

Lokalt på Lolland-Falster er det primært Guldborg­sundtunnelen, som kan være en udfordring, hvis en elbil eller bus bryder i brand inde i tunnelen.

- I teorien er det nemmeste at lade bilen udbrænde. Men i for eksempel Guldborgsundtunnelen vil vi altid prioritere brandslukning. Blandt andet af hensyn til varmeudvikling i tunnelen, som kan skade tunnelens indre, og af hensyn til den øvrige trafik. I sådan en situation er der den mulighed, at vi må fjerne køretøjet fra tunnelen, fortæller Martin Mikkelsen.

Hvis en el- eller hybridbil brænder på en færge, er det i første omgang færgens personale, som skal sørge for at påbegynde brand­slukning. Når færgen kommer i land, tager det lokale beredskab over.

- Ingen af de færger, som sejler fra lokale havne, tilbyder opladning om bord, og det er endnu ikke set, at en el- eller hybridbil, som er slukket og holder stille, af sig selv kan antænde, siger brandinspektøren.

I forbindelse med udrykning til en brand i en el- eller hybridbil er der en større udrykningsstyrke end til brand i benzin- eller dieseldrevne biler.

Med en forlængerarm kan remmen skubbes ind under en brændende bil. Foto: Jan Knudsen

Batterier ikke blot i biler

Litiumbatterier findes foruden i biler også i telefoner, og de mange genopladelige batterier bruges i alt fra håndværktøj til græsslåmaskiner og computere.

Den største fare for brand, mener brandinspektøren, findes i de enheder, hvor der kan være en fejl.

- Vi ser ikke sjældent en brand, som er opstået, når for eksempel en telefon bliver opladt. Oftest med en oplader, som enten ikke er original eller behæftet med fejl.

Derfor opfordrer brandinspektøren også til, at de mange genopladelige batterier i hjemmene og erhvervslivet ikke bliver opladt om natten.

For ligesom en brand i en bils litiumbatteri ikke kan slukkes, kan man heller ikke slukke en brand i de mange batterier i telefoner, værktøj og så videre, som sættes til opladning.

Rederierne melder klar

Hos DBI - Brand og sikring - har man gang i et projektet kaldet Elbas, som har til formål at udvikle nye løsninger, træningsformer og risikovurderinger, der kan hjælpe med at forbedre brandsikkerheden i elbiler ombord på færger, idet elbiler udgør en stigende del af den danske bilflåde.

Mens man venter på resultatet af det projekt, er færgerne dog forberedt, lyder det blandt andet fra Molslinjen, som driver Tårs-Spodsbjerg-ruten.

- Skulle det ske, at en elbil brød i brand på en af Molslinjens færger, er strategien helt klar. Skibene er udstyret med meget kraftige sprinklere, som på én gang kan holde branden under kontrol og slå røgudvikling fra branden ned. Sprinklerne er effektive, så længe der er vand i havet, og branden vil ikke kunne true skibets stabilitet, da vandet og varmen kontinuerligt ledes væk fra vogndækket. Herefter vil skibet søge havn, hvor brandmyndighederne vil overtage bekæmpelsen af branden, fortæller Jesper Maack, som er kommunikationschef hos Molslinjen.

Også hos Scandlines med de lokale ruter til Tyskland er der en plan.

- Scandlines' færger er alle udstyret med brandbekæmpelsesudstyr, som det er påkrævet af relevante myndigheder, og besætningerne er trænet i brandbekæmpelse i overensstemmelse med samme. Vi håndterer branden efter retningslinjer udgivet af brandinspektører fra "Brand og Redning" samt Beredskabsstyrelsen, fortæller kommunikationschef Anette Ustrup Svendsen.

- I tilfælde af en brand i en elbil vil vi evakuere dækket og fokusere på at begrænse ildens udbredelse og ventilere dækket for at undgå ophobning af røggasser. Færgen vil umiddelbart sejle til nærmeste havn, der heldigvis aldrig er langt væk - maksimum 45 minutter på Gedser-Rostock - hvor det lokale beredskab vil assistere med brandbekæmpelse, lyder det fra Anette Ustrup Svendsen.

Alle brandsprøjter bliver udstyret med den nye ramme med vanddysserne. Foto: Jan Knudsen