Brobyggeri: Fyrede topchef efter falske regninger
Den gamle nedslidte Storstrømsbro, som trænger til en afløser. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Øverste chef for italienske brobyggere skal forsvare sig i korruptionssag
Det er ikke kun tidligere chefer fra de italienske firmaer, der skal bygge Storstrømsbroen, som sættes i forbindelse med korruption og bestikkelse.
Nu bliver den nuværende øverste topchef for et af de tre firmaer, Condotte, selv forbundet til en stor sag om korruption.
Det viser et retsdokument fra bagmandspolitiet i Venedig, som Fagbladet 3F har fået.
Her fremgår det, at Duccio Astaldi, der er bestyrelsesformand for Condotte, risikerer at blive retsforfulgt for at have underskrevet falske regninger for over syv millioner kroner.
Regningerne var en del af en stor korruptions-karrusel, som - ifølge det italienske bagmandspoliti - i årevis pumpede penge ud af et gigantisk dæmningsbyggeri i Venedig, kaldet MOSE-projektet, og ned i lommerne på ledere af entreprenørerne på byggeriet.
Som Fagbladet 3F tidligere har beskrevet, blev en tidligere projektchef hos Condotte allerede i 2014 anholdt og tildelt bøde og fængselsstraf for sin rolle i korruptionsskandalen. Condotte afskedigede kort efter projektchefen.
Men ifølge bagmandspolitiet i Venedig fortsatte bestyrelsesformanden Duccio Astaldi med at underskrive de falske regninger, efter at den tidligere projektchef blev fældet i sagen. Politiet mener derfor, at Astaldi burde have anet uråd, fremgår det af retsdokumentet.
Derfor har det italienske politi nu sendt sin efterforskning videre til anklageren i Venedig, der skal afgøre, om sagen skal tages videre.
Condotte er en af de tre italienske entreprenører, der har vundet kontrakten på at bygge Storstrømsbroen til en samlet pris på 2,1 milliarder kroner.
I et mailsvar til Fagbladet 3F forklarer Condotte, at de mener, at de har "opført sig korrekt" og ikke er bekymrede.
- Sagen om Mr. Astaldi huer os ikke, men det sker ofte i Italien, at en topleder for et selskab bliver udsat for en efterforskning, og at denne topchef bliver underrettet om efterforskningen, skriver Condotte i sit svar.
- Condotte afventer roligt sagens gang ved retten og vil vidne om, at vores finansielle data er korrekt.
Sagen mod Condottes øverste chef fremgår også af den nye rapport fra Kammeradvokaten, som Transportministeriet offentliggjorde onsdag aften.
Rapporten fra Kammeradvokaten blev netop igangsat efter Fagbladet 3F kunne afsløre, at to af de tre italienske entreprenører, der har vundet kontrakten på Storstrømsbroen, står midt i et retsdrama i Italien i sagen om korruption og bestikkelse for millioner.
Ifølge Kammeradvokatens undersøgelse om Storstrømsbroens italienske firmaer, er Condotte lige nu i fare for at gå konkurs.
For at redde firmaet fra en omfattende gæld har Condotte således bedt retten i Rom om at hjælpe med en såkaldt rekonstruktion. Det skete den 8. januar i år - altså for blot tre dage siden.
- Der er tale om en domstols-styret proces, som selskaber, der er insolvente eller i en økonomisk krisesituation, kan benytte sig af. Formålet med processen er at forsøge at undgå en konkurs baseret på kreditorernes godkendelse af et forslag fra selskabet i forhold til håndtering af gælden, skriver Kammeradvokaten i sin rapport om Condotte.
De økonomiske problemer får Kammeradvokaten til at anbefale, at en mulig kontrakt med det italienske konsortium skal afhænge af, om de to andre firmaer kan klare opgaven med at bygge Storstrømsbroen alene.
Seneste artikler
Lokale MF'ere i spidsen for nyt, stort udvalg
Friluftsbad kan endelig åbne
Stort panttyveri fra ø-butik
Ildsjæle stablede åbningsfest på benene og betalte det hele selv
Ny opgørelse: Så mange på LF har langt til offentlig transport
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Skabte uro i lægeklinik
Efterlyser vidner i sag om grov vold