Byens græspletter forvandles til frodige haver

Pia Luxhøj Støvring, initiativtager i "Frø til Forandring". Foto: Anders Knudsen

“Frø til Forandring” er i gang med at forvandle ensformige græspletter til frodige små offentlige haver i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er en kold og blæsende tjans at være havemand/kvinde i det forårsvejr, vi har for tiden.

Men Pia Luxhøj Støvring og Dorte Kuzemba har en mission, så de er trukket i huer og handsker og har trukket fleecevestene godt op i nakken.

“Frø til forandring” er sat i verden for at bringe borgere i Guldborgsund Kommune sammen om at skabe mere biodiversitet og livskvalitet. Det sker ved busskure, langs villaveje, på parkeringspladser, ved børnehaver, på pletter hvor der før kun var ensformigt græs.

I efteråret fik “Frø til forandring” 376.000 kroner fra Miljøministeriets “Puljen til Grønne Ildsjæle”, der støtter lokalt forankrede projekter. I samarbejde med Park og Vej og foreløbig 10 til 15 frivillige er initiativtageren Pia Luxhøj Støvring i gang med at forandre plet for plet.

Pointen er, at borgerne skal have større indflydelse på de grønne, kommunale pletter.

- Det vil sige, at det står ret åbent for dem, der vil være med, hvad der skal plantes. Vi skal selvfølgelig tage hensyn til udsyn for trafikken, men eller er der vide rammer, forklarer Pia Luxhøj Støvring, som også gerne ser, at folk i boligerne omkring for eksempel bedet på

Strandboulevarden høster salvie og timian, når de skal bruge lidt krydderurter til en pastaret.

“Frø til forandring” skal gerne brede sig ud i hele kommunen, så der er brug for flere, der har lyst til at være med.

Man kan kontakte dem på mailadressen info@froetilforandring.dk og læse mere på www.frøtilforandring.dk.

Læs mere om planteprojektet i tirsdagens udgave af Folketidende.


Klik her for at læse Folketidende på PC

Klik her for at læse via en mobil enhed