Byggeri koster altså det, det koster

Foto: Polfoto

Byggeriet af medborgerhus i Gedser bliver ikke billigere, blot fordi Guldborgsund Kommune spørger omvendt, siger Dansk Byggeri.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis en pakke søm koster 100 kroner, så kan man ikke få flere søm, hvis man i stedet spørger, hvor mange søm, man kan få for 100 kroner, siger Dansk Byggeri Lolland-Falster om Guldborgsund Kommunes planer om omvendt licitation.

Udvalgsformand for Teknik- og Miljø i Guldborgsund Kommune, Arne Graae Jensen, holder nemlig fast i, at kommunen bør sende byggeriet af det nye idræts- og medborgerhus i Gedser ud i omvendt licitation, som betyder, at kommunen med et fast beløb, spørger byggefirmaerne hvor meget byggeri, de kan få for beløbet.

Det gør han, selvom den kommunale administration har regnet på det og konkluderet, at kommunens budget på 12 millioner ikke rækker til at realisere byggeplanerne.

Det får nu Dansk Byggeri Lolland-Falster til at udtale, at lige meget hvordan kommunen vender tilbuddet, vil prisen altså være den samme.

- Murstene bliver jo ikke billigere, bare fordi de sender byggeriet ud i en omvendt licitation. Hvis kommunens administration har regnet sig frem til det modsatte. En omvendt licitation er jo ingen trylleformular, der gør det muligt at købe ind til den halve pris, siger formand for Dansk Byggeri Lolland-Falster, Lennarth Kobbernagel.

Han opfordrer i stedet politikerne til at se på deres byggeplaner en gang til.

- Politikerne bør være realistiske. Enten skal de vente med at bygge, til de har budget til det. Eller også skal de gennemtænke planerne en gang til og se på, om de er villige til at skære ambitionerne og byggeplanerne til, så de matcher budgettet, siger Lennarth Kobbernagel og tilføjer:

- Vi skal helst undgå en situation, hvor kommunen først beder virksomhederne bruge tid og penge på at byde ind på den omvendte licitation, og så bagefter dropper licitationen, fordi de alligevel ikke er villige til at nøjes med det, som er muligt at bygge indenfor budgettet. Det er spild af både virksomhedernes og kommunens tid og penge, siger Lennarth Kobbernagel.