Camping med lyse udsigter

Søren Stridsland og Lilian Glistrup på Østersøparkens Camping har travlt med gæster og reservationer i øjeblikket - og fra kollegerne på andre Sydfalster-pladser er den optimistiske melding den samme. Foto: Hans Gandrup

Corona har skabt masser af usikkerhed for turismen, men der er også plads til optimisme.

Offentliggjort Sidst opdateret

SYDFALSTER Der er ikke noget "alt udsolgt"-skilt på campingpladserne på Sydfalster - der er bestemt stadig luft til både telte og vogne. Også i den kommende højsæson.

Men der er også plads til forretningsmæssig optimisme på campingpladserne, der ellers ligesom stort set alle andre - især i turistbranchen - er ramt af usikre coronatider.

- Lad os sige det sådan, at i forhold til, hvad vi havde frygtet, så ser det hele meget bedre ud, som Flemming Johansen, ejer og chef på Marielyst Ny Camping ved Sildestrup, udtrykker det.

- Tyskerne har selvfølgelig manglet. Hvis vi ser på bookinger og overnatninger, så havde vi sidste år i de to netop overståede uger 38 bookinger med 100 overnatninger. I år var det to. Men det er til en vis grad blevet opvejet af flere danskere. Og nu kommer tyskere og nordmænd, tilføjer Flemming Johansen, som konstaterer, at bookingerne indløber i en jævn strøm.

- Men vi har da afgjort pladser også i juli. Der er ikke udsolgt. Men vi klager bestemt ikke. Det ser absolut fornuftigt ud, siger Flemming Johansen, der driver en af områdets største campingtilbud med cirka 250 pladser og 13 hytter.

Hos Østersøparkens Camping på Bøtø med cirka 200 pladser plus hytter er der også optimisme hos ejerne Lilian Glistrup og Søren Stridsland, der har drevet pladsen siden 2011.

- Forretningsmæssigt set har vores forår faktisk været noget nær normalen - selv om vi altså ikke har haft de tyske gæster. Lige nu ser det også godt ud med mange reservationer til juli med både danskere og tyskere. Vores 14 hytter er for eksempel lejet ud i juli, konstaterer Søren Stridsland.

Han konstaterer i øvrigt også, at man har en ganske stor del "begyndere" blandt kunderne i år.

- Vi kan høre på opringningerne, at der er en del, som netop har købt eller lejet telt eller vogn og lige skal høre nærmere om, hvordan man egentlig bærer sig ad, forklarer Søren Stridsland.

På Ulslev Strand Camping - en anden af de store med 288 pladser - lyder meldingen fra ejerne Henrik Verge Nielsen og Susanne Lykkeberg:

- Vi er fortrøstningsfulde. Det har været - og er - en mærkelig sæson med meget uvished. Og vi er da noget bagud fra foråret, hvor tyskerne manglede. Men der var flere danskere - og det vil også fortsætte her ind i højsæsonen, kan vi se på bookingerne. Det skal nok gå, fastslår Susanne Lykkeberg.

- Og så håber vi for vores egen og hele branchens skyld, at mange af de danskere, som ikke tidligere har camperet, nu vil få så god en oplevelse, at de vender tilbage også de kommende år, tilføjer Susanne Lykkeberg.

Byggeriet af nyt fælleshus på campingpladsen på Bøtø er i fuld gang. Foto: Hans Gandrup