CELF oplever flere praktikpladser til eleverne

Foto: Anders Knudsen.

Antallet af elever, der kommer i praktik, er steget med over 50 procent.

Offentliggjort Sidst opdateret

De unge mennesker på Lolland-Falster, der leder efter en praktikplads i bygge- og anlægsbranchen, har større succes en tidligere. Det viser en opgørelse fra Undervisningsministeriet og Dansk Byggeri.

Tallene stammer fra januar til november i 2014 og samme tidspunkt sidste år.

Hvor der i 2014 var 78 elever fra CELF som fik en praktikplads, er tallet på et år steget til 124. En fremgang på rundt regnet 59 %, skriver Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.

- Det er et resultat af, at lokale virksomheder vinder opgaver. Der er flere virksomheder i lokalområdet, som har fået gode ordrer bl.a. ved Nykøbing Sygehus. For der er ingen tvivl om, at vi i bygge- og anlægsbranchen meget gerne vil være med til at uddanne fremtidens arbejdskraft, men det kræver opgaver i ordrebogen, da arbejde er forudsætningen for, at vi kan lære lærlingene noget, siger formand i Dansk Byggeri Lolland-Falster, Steen Koch Rasmussen i pressemeddelelsen.

Det er som nævnt tidligere indenfor bygge- og anlægsbranchen, at CELF oplever et større udbud af pladser til eleverne.

Mere specifikt er det elever fra murer- og tømmerfaget og især hos anlægs- og bygningsstruktører, hvor antallet af elever i praktik næsten er tredoblet.

Det er der en god forklaring på, ifølge Steen Koch Rasmussen.

- CELF høster frugterne af, at der i de senere år er investeret meget i de forhold, struktøreleverne har på skolen. Det har gjort uddannelsen mere attraktiv. Til stor glæde for både elever og virksomheder. Men det viser også, at vi i virksomhederne er klar til de store anlægsopgaver, forklarer Steen Koch Rasmussen og tilføjer:

- Der er ingen tvivl om, at der bliver brug for de unge. Der er allerede nu stor efterspørgsel på struktører, og når Femern og Storstrømsbroen forhåbentlig snart kommer i gang, er der endnu mere brug for dem.