Corona: Endnu en skole sender elever og lærere hjem

Foto: Ingrid Riis, arkivfoto

OPDATERET 13.50: En skole i Lolland Kommune slutter sig nu til listen over skoler, der må sende elever og lærere hjem på grund af corona-tilfælde eller -mistanke.

Offentliggjort Sidst opdateret

Maribo Skoles afdeling Borgerskolen har nu i lighed med Sydfalster Skole i Væggerløse måttet sende flere klasser og lærere hjem på grund af corona.

Lolland Kommune oplyser på sin hjemmeside, at en medarbejder på Borgerskole-afdelingen i dag onsdag er blevet syg og sendt hjem. Skolen har derfor i samråd med sundhedsmyndighedene besluttet at sende tre klasser - 8.B, 9.A og 9.B - samt fire lærere hjem for at blive testet for covid-19 hurtigst muligt.

Det fremgår ikke, om den lærer, der udløste situationen faktisk er konstateret smittet med covid-19 eller ej.

Skolen vil i løbet af i morgen torsdag sende information ud til de berørte via Aula om, hvornår elever og lærere forventes at kunne vende tilbage til normal undervisning på skolen igen.

Indtil da vil eleverne blive fjernundervist og skal holde sig orienteret og være på Teams, så de kan følge undervisningen, skriver kommunen.

Eleverne i de to 8. klasser på Sydfalster Skole i Væggerløse er også blevet sendt hjem og undervises virtuelt hjemmefra resten af ugen.

Det sker efter, at en af eleverne er blevet testet positiv for covid-19, oplyser skolens leder, og leder af Landsbyordningen, Stine Friis. Fire lærere, der har været i kontakt med den pågældende elev, er også sendt hjem og underviser hjemmefra.

Hjemsendelserne sker ud fra et forsigtighedsprincip. Stine Friis oplyser, at den smittede elev fik svar på sin test tirsdag morgen, og skolen besluttede med det samme at sende alle klassekammeraterne samt eleverne i parallelklassen hjem.

Den smittede elev har dog ikke været på skolen siden fredag, fordi vedkommende havde været sammen med en anden person udenfor skolen, som var blevet testet positiv.

Stine Friis oplyser videre, at de fire lærere, som blev sendt hjem, alle efterfølgende er blevet testet negative for covid-19. Man vælger dog at lade eleverne blive hjemme ugen ud, da det er svært at få tider til test, og så vil man hellere vente, til man kender de øvrige elevers testresultater.

Hvis alt går vel, forventer Stine Friis, at undervisningen kan genoptages på normal vis for 8. årgang fra på mandag. Indtil da bliver eleverne undervist hjemmefra.