Corona-sommer med løft til lokal dagligvarehandel

Leif Jeppesen og Dagli´ Brugsen i Gedser kan glæde sig over en ualmindelig travl sommer. Foto: Claus Hansen/arkiv

En anderledes sæson - men med godt nyt for flere butikker.

Offentliggjort Sidst opdateret

SYDFALSTER - Hos os begyndte den travle højsæson i år faktisk allerede i marts. Nærmere bestemt dagen efter, at Mette Frederiksen lukkede Danmark.

Sådan lyder det fra Leif Jeppesen, uddeler i Dagli´ Brugsen i Gedser, der stadig er i gang med de travle tider og har mange kunder i butikken.

- Vi kunne mærke det øjeblikkeligt. Omsætningen røg i vejret, og der har den holdt sig siden. Vi har måske ikke nødvendigvis haft så mange flere mennesker i butikken gennem højsæsonen i år sammenlignet med tidligere. Der er altid travlt i den periode. Men de kunder, vi har i år, handler mere. Vi plejer at have omkring 40 procent tyske kunder i juli. Sådan var det ikke i år. Her dominerede danskerne. Og de køber mere. Så for os har det været et godt bytte med flere danske sommergæster frem for de tyske turister, fastslår Leif Jeppesen.

- Samlet set bliver det efter alt at dømme et økonomisk godt år her i Dagli´ Brugsen Gedser. Og det er jo også positivt for lokalsamfundet generelt, tilføjer uddeleren i Gedser.

Sommertrængslen i de store supermarkeder på Marielyst har været til at få øje på og i en række tilfælde også problematisk i forhold til corona-restriktionerne - men det er ikke kun Brugsen i Gedser blandt forretningerne lidt væk fra Marielyst Centrum, der har haft en anderledes og travl sommer.

Thomas Løje fra Coma Marrebæk har også fortsat god søgning i butikken. Foto: Anders Knudsen/arkiv

"Vi klager ikke"

I Marrebæk konstaterer købmand Thomas Løje i Coma meget tørt, at "vi klager ikke".

- Det har været - og er- en god sæson. Så for vores skyld kunne man da godt være blevet ved med at holde grænserne lukkede, siger han med et smil.

Han mener i øvrigt, at man i Marrebæk også har fået noget "afløb" fra de store supermarkeder på Marielyst.

- Vi har fået nogle kunder, som har syntes, at det var for tæt og hektisk på Marielyst. Og når de så har været her én gang, kommer de tit igen, fordi de også opdager, at vi sådan set har det meste - og til konkurrencedygtige priser. Samtidig har vi en solid og loyal kundegruppe i forvejen, så samlet set har sommeren her været virkelig god og med til at styrke fundamentet for at have en lokal dagligvarebutik i Marrebæk, konstaterer Thomas Løje, som i øvrigt glæder sig over, at den gode søgning i butikken er fortsat her langt hen i august.

Coma i Marrebæk kører fortsat vareture en gang om ugen. Og det er et tilbud, som man godt kunne have skruet op for, fordi efterspørgslen steg markant i kraft af coronaen. Men man har valgt ikke at ændre niveauet voldsomt.

- Vi skulle i givet fald opruste kraftigt for at øge varekørslen. Men vi har valgt at prioritere de faste kunder og dem, der har et behov, fordi de ikke kan komme ud at handle selv. Og så vil vi selvfølgelig sideløbende opretholde service i butikken, hvor der er travlt, forklarer Thomas Løje.

Fin, fin sommer

I Dagli´ Brugsen i Væggerløse har man også fortsat sommertravlt.

- En fin, fin sommer og en lovende eftersæson. Vi har også nydt godt af, at mange af vores trofaste, lokale kunder i år har holdt ferien hjemme. Det har givet plus på omsætningen - og så er der også flere turister fra Marielyst end sædvanligt, fordi man gerne vil have et indkøbsalternativ til trængslen på Marielyst, siger uddeler Jesper Hansen.