Coronaen udskød beachwalk-jubilæum
Benjamin Nordstrøm, Frederik Burmeister og Jonas Guldberg Knudsen (fra venstre mod højre) håber at kunne arrangere et brag af en jubilæums-beachwalk til næste år. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
LINKS TIL BILLEDSERIER: Den årlige gåtur fra Nykøbing til stranden i Marielyst, skulle have fejret 10-års jubilæum i år. Nu forbereder arrangørerne i stedet et brag af en beachwalk til næste år.
Det skulle have været i lørdags. En stor, gående fest fra Nykøbing til Marielyst med hundredevis af glade, feststemte, småberusede unge.
Men som så meget andet i disse coronatider måtte den årlige Beachwalk aflyses i år.
Arrangementet kunne ellers fejre, at det i år var 10. gang, man skulle gå turen, siden en mindre gruppe fik den dengang småskøre idé at gå de 10-12 kilometer til stranden i stedet for at tage bussen eller bilen.
Siden har det udviklet sig, og arrangørerne skønner, at cirka 700 ville have deltaget i år.
- Det er sindssygt ærgerligt, at vi måtte aflyse det. Mange af deltagerne havde jo allerede bygget vogne og købt kostumer i dyre domme, og så er det da lidt trist, at vi ikke skulle holde fest alligevel, siger Frederik Burmeister og Benjamin Nordstrøm, som sammen med blandt andre Jonas Guldberg Knudsen er nogle af dem, der er med til at arrangere turen.
Beachwalk er ikke arrangement, man på forhånd skal tilmelde sig eller betale for at deltage i. Derfor er det også altid svært at vide, hvor mange, der vil dukke op.
Men over årene er arrangementet vokset støt, og der har opbygget sig en tradition for, at deltagerne som nævnt blandt andet medbringer forskellige former for langsomtkørende, helt eller delvist hjemmebyggede – og i dag umotoriserede - vogne. Og det blev også hurtigt en tradition, at man skal være klædt ud.
- Det er fedt. I Aalborg har de karnevallet, og her har vi Beachwalk. Der skal ske noget for de unge.
- Vi gør det for at sætte området lidt på landkortet, og de unge elsker det jo. De skriver og spørger om forskellige ting næsten hele året rundt. Det er nærmest blevet en stor familie, for det er mange af de samme, som deltager år efter år, fortæller Frederik Burmeister, Benjamin Nordstrøm og Jonas Guldberg Knudsen.
Og deltagerne kommer ikke kun fra Lolland-Falster. Sidste år var der også deltagere fra Jylland, ligesom flere, som er flyttet til eksempelvis Sjælland for at læse videre, kommer hjem, når der er Beachwalk.
De første år gik ruten ad Gedser Landevej, men det gav for mange trafikale problemer, så nu går deltagerne i stedet over Hasselø.
- Der er stadig nogle, der brokker sig lidt, når vi kommer gående, men vi sørger for at gøre opmærksom på det ved at sætte skilte op og dele flyers ud, og mange af beboerne på Hasselø og i Væggerløse hygger sig med det. De sætter sig ud og kigger og hilser på os, når vi kommer forbi, fortæller de.
Den nuværende styregruppe bag beachwalken overtog ansvaret for arrangementet sidste år og har også fået Jonas Guldberg Knudsen og resten af Guldborgsund Ungdomsråd koblet på.
Det kræver nemlig nogle folk at få det hele – og ikke kun musikken – til at spille. For selvom det lyder meget simpelt at gå en tur fra Nykøbing til Marielyst, så skal der noget forberedelse til, når der er flere hundrede deltagere.
- Vi skal jo have forsikringer, tilladelser og så videre på plads. Der er også frivillige, vagter, samaritter, beredskabet og så videre med inde over. Uden dem kunne vi slet ikke klare det, erkender de tre.
Og til næste år – når 10-års jubilæet skal fejres, forhåbentlig helt uden coronarestriktioner - vil de gerne gøre lidt ekstra ud af det. Derfor vil de blandt andet søge fonde om økonomisk støtte.
Turen tager skønsmæssigt tre-fire timer at gå, inklusive det pitstop, som plejer at være lagt ind ved Væggerløsehallen. Desværre brændte hallen for nylig, og det giver muligvis nogle udfordringer, men der er alligevel planer om et udvidet pitstop ved hallen til næste år.
- Vi har talt om, at vi vil prøve at sætte en scene op ved Væggerløsehallen, hvor nogle af de unge lokale kunstnere kan optræde, og så har vi talt om, at vi vil prøve at gå sammen med arrangørerne af den strandfest, der tidligere har været nede på selve stranden. Så kan det blive rigtigt stort.
- Dr. Emils og Larsens Plads har tidligere været med til at sponsorere drinksbilletter til os, men ellers plejer det at dø lidt ud, når vi kommer til Marielyst. Det kunne være fedt, hvis vi kunne lave en ordentlig afslutning til næste år.
- Vi håber også, at vi kan få flere deltagere med på turen. Hvis vi kan trække 1.000 med til næste år, vil det være fedt, er Frederik Burmeister, Benjamin Nordstrøm og Jonas Guldberg Knudsen enige om.
Det er i øvrigt en fast del af beachwalken, at der bagved deltagerne går et oprydningshold, som fjerner de ting, deltagerne måtte have tabt eller smidt fra sig undervejs.
Se eller gense billederne fra nogle af de foregående års Beachwalk her:
Beachwalk 2019
Beachwalk 2018
Beachwalk 2017
Beachwalk 2016
Beachwalk 2016 (video)
Beachwalk 2015
Beachwalk 2013 (artikel uden billedserie)