Dansk Folkeparti sætter spørgsmålstegn ved nye akuthelikoptere

Foto: Arkivfoto

Tilbage i oktober valgte de fem regioner Norsk Luftambulanse A/S som leverandør af de kommende tre lands- og døgndækkende akutlægehelikoptere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, Liselott Blixt, rejser nu kritik af regionernes valg af akutlægehelikoptere. Kritikken lyder blandt andet på, at den nye reservehelikopter, som skal dække Danmark, bliver placeret i Norge. Det skriver beredskabsinfo.dk.

- Norsk Luftambulanse vil være mindre dedikeret til at supportere det danske akutberedskab, siger Liselott Blixt og tilføjer, at valget på den norske service står i skarp kontrast til de andre tilbud, som regionerne kunne have valgt.

Ud over reservehelikopteren, bliver helikopterteknikere og reservedele også placeret i Norge, og det er et problem ifølge Liselott Blixt. Her henviser hun til akutudvalgsrapporten fra 2012, hvor der lægges vægt på at lægehelikoptere skal have adgang til teknisk støtte gennem en placering ved en etableret lufthavn eller flyveplads.

Det mener Liselott Blixt ikke er muligt med det nuværende tilbud, og i et spørgsmål til sundhedsminister, Astrid Kragh, skriver hun.

”Med valget af den norske helikopterløsning indfries dette ønske ikke. Når akutudvalget i sine anbefalinger vedrørende placering af helikoptere netop har lagt vægt på betydningen af afstanden til teknisk støtte, anser ministeren det så for et problem, at reservehelikopteren og teknikerne tilknyttet de nye lægehelikoptere er placeret i Norge?”, står der i Dansk Folkepartis spørgsmål til sundhedsministeren.

Tid til hvile?

Ud over det mener Dansk Folkeparti ikke, at der er taget højde for hviletidsbestemmelserne.

”Når det forholder sig sådan, at Danske Regioner har valgt en akutlægehelikopterordning, som arbejder med 24 timers beredskab uden dagligt vagtskifte, kan ministeren da garantere, at det ikke går ud over patientsikkerheden, når akuthelikopternes mandskab i nogle situationer ikke må flyve på grund af hviletidsbestemmelserne, der betyder, at mandskabet skal have otte timers sammenhængende hvile, før de igen må flyve?”

Spørgsmålet kommer i kølvandet af udtalelser fra formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, hvor han i maj sagde, ”at han var overrasket over, at lægehelikopteren i Region Midtjylland meget ofte måtte blive på jorden på grund af hviletidsregler, men at løsningen på problemet måtte ligge ude i fremtiden, når de tre akutlægehelikoptere fra oktober 2014 kommer til at dække hele landet.”, skriver beredskabsinfo.dk.

Sundhedsminister Astrid Kragh har udtalt, at hun nu vil drøfte problemerne med Danske Regioner, og at hun regner med at have et svar klar inden slutningen af januar.