Dansk tv-kendis: Sydhavsøerne har det hele

Ofte tager lystfiskeren Gordon P. Henriksen til Sydhavsøerne for at fiske og gå på jagt. Foto: Madens Folkemøde

Lystfiskeren Gordon P. Henriksen kommer tit til Lolland og Falster for at fiske og gå på jagt. På Madens Folkemøde er han vært på en særlig scene.

Offentliggjort Sidst opdateret

Gordon P. Henriksen lever af lystfiskeri. Som hyppig foredragsholder, forfatter og fisker kommer han land og rige rundt. Ofte slår lystfiskeren et smut forbi Lolland-Falster, et område, der ifølge Gordon P. Henriksen "har lidt af det hele."

Brakvandsområder i de indre farvande, fine søer og havagtigt miljø ved Langelandsbæltet, og lystfiskeren fremhæver blandt andet Onsevig som et udsøgt sted at fange fladfisk. Der er også en række gode søer, hvis du er mere til geddefangsten. Men hvor du præcist skal køre hen, er ifølge eksperten "lidt mere hemmeligt."

Torsdag er han i gang med at pakke, da turen endnu engang går til Lolland. Denne gang sætter han kursen mod Engestofte Gods og Madens Folkemøde.

- Jeg har fornøjelsen af at være vært på det vilde køkken, hvor der kommer til at være en masse forskellige arrangementer. Jeg skal blandt andet have en snak med Adam Price, hvor vi skal snakke om især jagten, at spise kød fra naturen, og hvad det giver os i forhold til bæredygtighed og følelsen af, at man er en del af naturen, siger lystfiskeren, der for mange særligt er kendt fra DR-programmet Nak og Æd.

Døren til den nye verden

Selvom Gordon P. Henriksen udmærker sig ved sin viden og evner inden for fiskeri, har han også kastet sig over en anden jagtform.

- Jeg fik jagttegn for fem år siden. Fordi jeg har arbejdet med lystfiskeri og naturen, fik jeg lyst til at åbne døren til en ny verden. Og jeg er blevet vildt grebet af det. Jeg føler mig som en ekspert i fiskeri, men som en nybegynder i jagt. Jeg får vilde oplevelser i naturen og gode råvarer med hjem. Det er nemmere at føde min familie med hjortekød end fisk. Der er lidt mere volumen, siger Gordon P. Henriksen.

For et par dage siden var han på Krenkerup Gods, hvor hans kammerat skød en buk. Den skal forlægges, inden den kommer på grillen med en glace af Krenkerupøl, og retten serveres med chimichurri på lokal og vild løgkarse.

Den første som 8-årig

Selvom Gordon P. Henriksen er grebet af jagten, startede det hele med fiskeriet.

- Jeg fangede min første fisk som 8-årig og har været mere eller mindre bidt lige siden. Mit liv er gået i fisk, jeg har også udgivet en bog, og hele mit liv og uddannelse er endt med at handle om fiskeri.

Og hvad der præcist gør fiskeoplevelsen helt speciel, er ifølge Gordon P. Henriksen svært at svare kort på.

- Det er en måde at komme på eventyr og møde naturen, både noget der giver mental ro, rigtig godt socialt samvær og en måde at føle sig forbundet med den naturlige omverden. Man er en del af noget større, ikke mindst når man finder noget vild mad og spiser det, siger Gordon P. Henriksen.

Det store folkemøde om mad

Gordon P. Henriksen var første gang på Madens Folkemøde sidste år, hvilket ifølge lystfiskeren var en "sindssyg god oplevelse."

- Der var den fedeste stemning og mange glade mennesker, masser af mad, inspiration og debatter. Der var en god blanding af super professionelle folk fra branchen, men også en meget folkelig stemning. Det var meget nede på jorden, hvor alle kan være med, uanset om man er super madnørd eller har en interesse i maden, siger Gordon P. Henriksen.

Madens Folkemøde afholdes 31. maj - 1. juni.