Danske øer får billigere færger

Foto: Anders Knudsen

Ny lov, som Folketinget vedtog i går, sikrer markant laver færgetakster til 30 danske øer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nu bliver det noget billigere, når man fremover skal betale taksten for en færgetur til 30 af landets øer, altså hvis man rejser om foråret eller efteråret.

Det stemte Folketinget i går om, og vedtog dermed en lov, der er målrettet den turistmæssige lavsæson og forhåbentlig skal øge turismen på øerne.

Loven er et skridt i retningen mod det såkaldte landevejsprincip, der handler om, at billetprisen for at sejle med færge skal koste det samme, som hvis man kørte samme strækning på landevejen.

- Jeg glæder mig over, at et enigt Folketing har bakket op om at give billigere færgebilletter for biler og passagerer til øerne. Det har længe stået på øernes ønskeseddel. Den nye ordning betyder, at turistsæsonen kan udvides, og det er med til at skabe vækst på øerne, siger Social- og indenrigsminister Karen Ellemann om den nye lov.

Den nye ordning omfatter blandet andet Askø, Femø og Fejø og får virkning efter sommerferien.

Loven udmønter initiativet om nedsættelse af færgetakster for biler, passagerer m.v. til og fra øer i aftalen af 9. februar 2016 om vækst og udvikling i hele Danmark. Det gælder for de ikke-statslige færgeruter. Initiativet udmøntes for de statslige færgeruters vedkommende af Transport- og Bygningsministeriet.

Tilskuddet til de ikke-statslige færgeruter udgør 28,4 millioner kroner i 2016 og 55,6 millioner kroner i 2017 og frem.

Ordningen vil betyde lavere billetpriser i forårs- og efterårsperioden. Hvor meget billetpriserne vil falde, kommer blandt andet til at afhænge af sejlafstanden, prisstrukturen og det nuværende prisniveau på de enkelte færgeruter.