Danske statsborgere i Israel evakueres fredag

Et C-130 Hercules-evakueringsfly skal i brug, når danske statsborgere i Israel skal hentes hjem.

Fredag kan danske statsborgere i Israel se frem til at blive evakueret. Torsdag er et evakueringsfly lettet

Offentliggjort Sidst opdateret

Udenrigsministeriet iværksætter evakueringen af danske statsborgere i Israel fredag.

Det skriver Udenrigsministeriets Borgerservice på det sociale medie X.

- Vi har påbegyndt rundringningen om nærmere detaljer til dem, der ønsker evakuering.

Torsdag opstod der tekniske problemer med C-130 Hercules-flyet, som skal til Cypern som led i evakueringsindsatsen.

Flyet måtte vende om i luften og lande i Aalborg efter omkring tre kvarter i luften.

Torsdag klokken 16 lettede flyet for anden gang, efter at en elektronisk komponent blev udskiftet, skrev Forsvaret på X.

- Vi har også kontakt til kommercielle flyselskaber, som om nødvendigt kan træde til, lyder det fra Udenrigsministeriets Borgerservice.

Danmark fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Israel på grund af "den fortsatte og betydelige usikkerhed omkring situationen i landet." Det fremgår af den opdatering fra Udenrigsministeriets Rejsevejledninger 7. oktober.

Ændringen i rejsevejledningen skyldes den igangværende konflikt mellem Israel og den terrorlistede palæstinensiske gruppe Hamas.

I weekenden blev Israel angrebet flere steder fra Gaza-striben. Den israelske hær gengældte med modangreb.

Indtil videre har 1417 palæstinensere blevet dræbt i Israels luftangreb mod Gazastriben. Blandt de dræbte er 447 børn og 248 kvinder.

Samtidig er antallet af sårede opjusteret til 6268. Det oplyser sundhedsministeriet i Gaza torsdag.

Fra det israelske militær (IDF) lød den seneste melding onsdag om over 1200 dræbte israelere. Yderligere 3000 er meldt såret i forbindelse med Hamas’ angreb.

Blandt de dræbte fra Israels side er mindst 260 unge, der var samlet til en musikfestival ikke langt fra grænsen til Gaza-striben.

Hamas har desuden taget flere gidsler, der tilbageholdes i Gaza. Ifølge avisen Times of Israel anslås antallet at være omkring 150. Flere af dem frygtes at være blevet dræbt.