De lokale kommuner er klar til sne- og frostvejr

Guldborgsund Kommunes sneplove er linet op i Sakskøbing. Klar til montering, når sneen kommer. Foto: Anders Knudsen

Saltlagerne er fyldt op, så vintervejret kan bare komme an.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER Vejrprognoserne op til weekenden har svinget mellem store mængder nedbør som sne - men også prognoser, som mente, at nedbøren kommer primært som slud eller regn. Men uanset om weekenden byder på masser af sne eller ej, så er de lokale kommuner klar med saltvogne og sneplove. I Lolland Kommune fik flere køretøjer monteret sneplove fredag, og saltlagerne er fyldt op.

- Vi er klar, hvis det viser sig nødvendigt, siger fagchef i Park og Vej, Søren Jensen.

Materiellet er både kommunalt men også eksterne vognmænd, som er klar til at rykke ud med salt og plove.

Tilsynsvagt Tommy Rasmussen viser saltlageret i Sakskøbing frem, hvor 400 tons salt er klar. Foto: Anders Knudsen

Få sneplove monteret

I Guldborgsund Kommune meldte driftsleder Ole Jensen også klar fredag. Han troede fredag dog ikke meget på prognosen med store snemængder og kun få sneplove var monteret.

- Men det er ikke noget problem, sneplovene står klar ved materialegården i Sakskøbing, og det tager kun omkring 10 minutter at montere en sneplov på et køretøj.

I Guldborgsund Kommune råder man over knap 70 køretøjer. Lige som i nabokommunen består snerydningsflåden både af kommunens egne køretøjer og eksterne leverandører.

I begge kommuner bliver der fra den vagthavende taget bestik af vejr og vejforhold, inden saltning og snerydning sættes igang.

Ryddes hele døgnet

Statsvejene på Lolland-Falster bliver ryddet og saltet af Vejdirektoratet. Det er hele Sydmotorvejen, Rute 9 mellem Sakskøbing og Tårs og Gedser landevej.

- Vi er klar til at holde statsvejene i alle døgnets timer, hvis det bliver nødvendigt, fortæller vagthavende i Vejdirektoratets vejcenter, Jimmy Nyrup.

På begge kommuners hjemmeside kan man finde kort, som viser hvilke veje, som er klassificeret som henholdsvis 1, 2, 3 eller 4. I begge kommuner er det kun de største veje - klasse 1 - som bliver saltet og ryddet for sne i alle døgnets timer alle ugens syv dage.

Både i Lolland og Guldborgsund kommuner saltes og ryddes der ikke sne i nattetimerne på veje under klasse 1.

Se kort over kommunale veje med klassifikationer ved at klikke på linkene herunder:

Veje i Guldborgsund Kommune

Veje i Lolland Kommune (her skal du klikke på fanebladet "Vinterbekæmpelse" ude til venstre og derefter sætte flueben i "Sneruter")