DER ER INGEN GENERALER, NÅR UNIFORMEN HÆNGER UDENFOR

Det svinger fra hverdag til weekend, hvor mange der vinterbader ved Bøtø, men ifølge de fem på billedet her er det en daglig lykkepille, man kan blive helt afhængig af. Foto: Anne Katrine Petersen 

Vinterbadernes transportable sauna er i øjeblikket på Bøtø, hvor snakken om kroppens aldring, endorfiner og fællesskab foregår i 60 graders varme og ender i 12 grader koldt vand.

Offentliggjort Sidst opdateret

BØTØ: Alle har åbenbart har mistet deres sunde fornuft og er begyndt at springe i havet, selv når det er koldere end 20 grader. Vinterbadning er en trend.

Men man skal ikke hoppe med på hvad som helst. Særligt ikke det, som strider imod sund fornuft.

På den anden side er en journalist nysgerrig af natur, så Folketidendes udsendte har prøvet det kolde gys. Dog først efter et historisk varmt interview.

Ann Dasseville er formand for Vinterbadenetværket i Guldborgsund Kommune.

Hun har inviteret Folketidende ned til Østersøparkens Campingplads, hvor netværkets transportable sauna i øjeblikket er placeret. Allerede da vi indgår aftalen, foreslår hun noget radikalt.

- Du kan jo bade med.

Ingen grund til at skuffe en kilde på forhånd, så efter et par forbehold mumler jeg, at det da godt kan være, selvom tanken forekommer absurd.

Rulle-Marie

På selve dagen for den potentielle badning er der held i uheld. Fotograferne er optaget, så jeg skal selv tage billeder. En perfekt undskyldning for at blive på land.

Ann Dasseville og fire vinterbadere sidder allerede i saunaen, som Guldborgsund Kommune ejer. Den kaldes Rulle-Marie og flytter hver 14. dag blandt steder, hvor de bader året rundt.

Ugen ud står på Østersøparkens Campingplads. Derpå til Nordre Bådlaug og så videre til Gåbense. Det koster 25 kroner for medlemmer af vinterbadenetværket at bruge den og 50 kroner for gæster udefra.

- Vi er ved at få en app, der kan håndtere betaling i foreningsregi, men det er ikke kommet helt på plads endnu, fortæller Ann Dasseville, der netop var til generalforsamling i netværket i går. Lige omkring 160 vinterbadere er med i netværket.

Vamle gamle

- Skulle du ikke bade med? spørger Lissi Larsen.

Det havde de bestemt fået indtryk af, men jeg drejer hurtigt samtalen over på fotografi og nøgenhed. I dag er vinterbaderne i badetøj. Det er de ikke under normale omstændigheder.

-Men vi skal ikke være side 9 piger i Folketidende, siger Ann Dasseville og så går snakken om kroppe, der ældes. Ruth Isholt har for eksempel hørt, at det ligefrem kan skabe væmmelse hos andre. Det forarger de øvrige vinterbadere.

Nøgne kroppe er ikke et emne for vinterbaderne. Der er både blevet badet med brystopererede i flere år og én med stomi. Uden det blev opdaget. Det ydre træder i baggrunden, når man bader om vinteren.

- Man retter fokus indad, lyder det, da turen går fra saunaen mod det 12 grader kolde vand.

Med retning mod dagens andet dyp. Forrest er det Ann Dasseville efterfulgt af Jane Toft, Lissi Larsen og Jørgen Larsen. Foto: Anne Katrine Petersen

Som en indre brændeovn

Ifølge vinterbaderne kan man godt starte nu, men det mest almindelige er, at man vænner kroppen til det koldere vand ved at fortsætte med at bade, når sommerens varme aftager.

- Fra vandet er 5-10 grader og koldere gør det ikke længere den store forskel, hvis man har lært kroppen at være i det, siger Jane Toft der efter badningen står upåvirket på stranden.

Fra vandet er 5-10 grader og koldere gør det ikke længere den store forskel, hvis man har lært kroppen at være i det.

Jane Toft, vinterbader

Hvordan føles det?

- Det kan bedst beskrives som den varme, man kan få fra brændeovnen. Den er bare i hele kroppen, forklarer hun, der er i gang med sin tredje sæson som vinterbader.

Ann Dasseville proklamerer, at hun er doven.

- Jeg kan få det samme skud endorfiner ved at vinterbade i fem minutter, som løbere får. Men jeg gider altså ikke løbe.

60 graders interview

Tilbage i saunaen tales der igen om det ubehagelige ved at være i badetøj. Risikoen for blærebetændelse stiger med det våde badetøj. De er ikke fans. Men dagens gæst sidder fortsat i saunaen fuldt påklædt. I begyndelsen går det fint, men varmen får hurtigt fat og flere lag skrælles af. Er samtalen anderledes, når man ikke har tøj på?

- Der er ingen generaler, når uniformsjakken hænger udenfor, siger Jørgen Larsen.

Men er der noget, I ikke taler om?

- Jeg har en gang oplevet, at folk for eksempel lufter deres meget forskellige holdninger til krigen i Ukraine. Der måtte jeg til sidst rejse mig og sige, at nu var det vist tid til et dyp mere. Folk bestemmer jo selv, hvad de taler om, men jeg vil gerne have endorfinerne til at vare så længe så muligt.

Fra naturstridigt til en god idé

Efter flere pauser udenfor saunaen, indser Folketidendes udsendte, at interviewet må gennemføres i undertøj. Nu hagler sveden af og drypper ned på blokken.

- Tror du ikke bare, du skal med ned og køles af? spørger Jane.

På nuværende tidspunkt er det, som før var naturstridigt, forvandlet til en virkelig god ide.

Ruth Isholt har tidligere fortalt om det stærke fællesskab, der er blandt vinterbadere. De ses oftere end med familien og ved, om én udebliver, fordi han eller hun skal noget andet. Det er også hende, der tager mig i hånden, da vi går ud i vandet, så jeg ikke gør det, min krop og forstand ellers mener, jeg bør gøre. Vende om.

- Og så dypper du dig ned og trækker vejret helt ned i maven. Hold hænderne oppe over vandet, guider Ann Dasseville.

Og så dypper du dig ned og trækker vejret helt ned i maven.

Ann Dasseville, formand for vinterbadernetværket i Guldborgsund

Først vil åndedrættet ikke ned i maven, men stille og roligt kommer det mere under kontrol. Nu kan jeg tale igen. De erfarne er helt upåvirkede af kulden.

Tilbage på stranden fryser jeg ikke som om sommeren. Der er en rar, indre varme fra kroppen. Og en behagelig ydre varme fra det team, der tog mig med på mit allerførste vinterbad. Man skal aldrig bade alene, lyder et af baderådene. Og hvorfor skulle man da også det?

Dug på linsen og glade smil i saunaen efter dagens andet dyp. Saunaen tændes altid op af en fra vinterbadenetværket, der også har ansvaret for drift, brænde, rengøring og transport af saunaen. Foto: Anne Katrine Petersen