Det går ud over børnene: - Jeg bliver frygteligt bekymret
Maria Mistarz Benzon. Privatfoto
privatfoto, FT
En gruppe børn i Lolland Kommune henvises for tiden til specialtandlæge i Nørre Alslev. Den lange transport vækker stor bekymring for, om alle forældre har mulighed for at tage turen med deres børn. Sektorchef medgiver, der er et problem.
- Jeg bliver frygteligt bekymret og synes, det begynder at ligne noget ulighed i adgang til sundhedshjælp. Det er jo ikke alle forældre, der har mulighed for at køre op mod en time hver vej.
Sådan siger Maria Mistarz Benzon, der er leder af Kirkens Korshærs sociale arbejde på Lolland-Falster.
Hun er blevet kontaktet af en bekymret mor i Lolland Kommune, hvis barn er blevet henvist til Specialtandlægerne ved Farøbroerne, som ligger i Nørre Alslev. Ifølge hende bliver børn, der har brug for specialtandpleje med tandregulering, altså bøjle, henvist hertil.
- Hvad hvis man er på overførselsindkomst? Har man så råd? Når børn skal til specialtandlæge, er det ofte hyppigt, de skal afsted - måske en gang om måneden. Jeg frygter, der kommer en skævvridning i, hvis børn der får tandpleje i Lolland Kommune, siger hun
Alvorlige konsekvenser
Hun påpeger, hvor alvorlige konsekvenser det kan have, hvis børn ikke får den rette tandpleje i tide.
- Det giver nogle ret omfattende udfordringer, hvis tænderne vokser skævt. Måske man vokser op og mister alle sine tænder? I forvejen er der masser af mennesker, der mangler tænder, og det skal vi jo have mindre af. Dårlig tandhygiejne kan blandt andet give hjerteproblemer. Det er rigtig skidt, siger hun.
At hun vælger at råbe vagt i gevær, skyldes blandt andet den triste tendens, der ses på Lolland-Falster.
- Der er noget bekymring i sådan generelt, at vi ikke kan tiltrække sundhedsfaglige medarbejdere til Lolland og Falster. Det er da ret bekymrende, at vi ikke kan tiltrække praktiserende læger eller specialtandlæger, der vil komme og hjælpe børnene på Lolland, mener Maria Mistarz Benzon.
Erkender problem
Sektorchef for Børn, Unge og Familie i Lolland Kommune, Lotte Christensen, bekræfter, at en gruppe børn, der får tandregulering, for tiden henvises til tandlægen i Nørre Alslev i stedet for kommunens to tandklinikker i Maribo og Nakskov. Hun har ikke det konkrete tal.
- Vi har ikke nogen specialtandlæge ansat lige i øjeblikket. Vi har haft konsulent på, men hvis noget skal rettes til, som vores klinikassistenter ikke kan gøre, har vi været nødt til at sende dem til Nørre Alslev. Det er for, det ikke skal gå i stå, siger Lotte Christensen.
Som beskrevet i Folketidende tilbage i maj har Lolland Kommune fortsat svært ved at få besat stillingen som specialtandlæge, der har været vakant i flere måneder. Mangel af tandlæger på landsplan besværliggør processen.
- Vi har en årgang af tandlæger, der går på pension, og der er ikke nok uddannede til at erstatte dem. Så må vi desværre se i øjnene, at vi er Udkantsdanmark. Det er nok lidt nemmere at få en specialtandlæge inde i København, selvom der faktisk også her er problemer, siger hun.
Nødløsning
Lotte Christensen forstår Maria Mistarz Benzons bekymring og slår fast, at der kun er tale om en nødløsning.
- De skal ikke derover hele tiden. Vi kan bare ikke trylle, og hvis det er det, der er den eneste mulighed lige nu, skal vi være glade for den.
- Vi prøver i øjeblikket at se, hvordan vi kan få det løst.
Hvad er tidshorisonten?
- Jeg håber på, vi nærmere jul har en permanent løsning på plads, siger sektorchefen.