Det kan blive dyrt ikke at rydde fortovet

Arkivfoto Foto: Anders Knudsen

Se her hvilke forpligtelser du har i forbindelse med sne og is ved din bolig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når frosten bider sig fast, og der kommer sne og is, er der ingen vej uden om for de lokale husejere. Så er det frem med sneskovl og kost, for lader man stå til, kan det blive dyrt, advarer GF Forsikring i Sakskøbing.

Når der kommer sne på fortovet, kan man vælge at tænke: ”hvad der komme af sig selv, forsvinder af sig selv”, Men det går ikke.

- Vælger man at lade stå til, kan det få økonomiske konsekvenser, for det er grundejeren, der som udgangspunkt står med ansvaret, hvis nogen kommer til skade på ens grund, fortæller Morten Jensen, forretningsfører hos GF Forsikring i Sakskøbing.

- Derudover risikerer man også en bøde for at være sløset med snerydningen. Skraldemanden og postbuddet kan også nægte, at udføre deres arbejde, hvis de risikerer liv og lemmer, når de begiver sig ind på den sne- og isdækkede grund, tilføjer Morten Jensen.

Loven siger, at man, som privat grundejer skal sørge for at rydde fortovet så hurtigt som muligt, og man skal også sikre mod glat føre ved at salte eller sprede grus, så snart det begynder at blive glat.

I praksis er reglerne dog, at fortovet skal være fri for sne mellem klokken 7 om morgenen og 22 om aftenen. Om søndagen kan man sove lidt længere, for da skal fortovet være ryddet senest klokken 8, skriver GF Forsikring.

Hvis man ikke har fået ryddet sit fortov og en person falder og kommer til skade, skal man som husejer ikke straks love erstatning, fortæller Morten Jensen.

- Man skal hurtigst muligt kontakte sit forsikringsselskab og anmelde skaden. Men lov ikke erstatning til den person, der er kommet til skade. Det er forsikringsselskabet, der skal vurdere, om man har overtrådt reglerne for glatførebekæmpelse og kan bebrejdes uheldet. Kan man det, vil forsikringen sørge for, at den tilskadekomne får erstatning, slutter Morten Jensen.

Man skal rydde fortovet ud for sin ejendom og indkørsel for sne, og sørge for at der ikke er glat. Postbuddet, skraldemanden og gæster skal kunne komme sikkert til og fra boligen.

Falder en person på fortovet og kommer til skade, er det husejerens ansvar, og man kan ende med at skulle betale erstatning.

Fortov og indkørsel skal så vidt muligt være ryddet, saltet eller gruset inden kl. 7 om morgenen, hvilket er gældende retspraksis.

Husk at skraldemændene starter tidligt og normalt henter affaldet mellem kl. 6–18. Kan han ikke komme sikkert til affaldsbeholderne, skal han lade affaldet stå ifølge Arbejdstilsynet.

Er det meget koldt, virker salt ikke godt. Brug derfor grus eller lignende i meget koldt vejr.

Snebunker må ikke være til gene for gående eller kørende.

Istapper skal fjernes, så de ikke kan falde ned og gøre skade.