Der var koncentration i den konservative lejr, da bankotallene begyndte at strømme ud. - De konservative roder rundt i det. Så alt er, som det plejer, grinede opråber Mickey Pless, da spillet skulle gå i gang, og så var tonen lagt. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Politikerbanko indtog onsdag aften Café Vin&Brød, og her oplevede tilhørerne politikerne fra en anden side end normalt ved valgkampens mange møder ... de var stille.
MARIBO: Normalt handler valgmøder om at politikerne kæmper om at få så mange ord indført som muligt, men onsdag aften var det ikke tilfældet, da der var politikerbanko på Café Vin&Brød.
Hver gang opråberen, revydirektør Mickey Pless, begyndte at trække numre, sænkede der sig en koncentreret ro over cafélokalet, når både politikere og tilhørere med skiftende held forsøgte at få "en række", "to rækker" eller "pladen fuld".
Revydirektør Mickey Pless var aftenens veloplagte bankoopråber, og garnerede aftenen med opmuntrende tilråb og politiske drillerier. Ud over de præmier, politikerne havde skænket, var Pless bevæbnet med et væld af sidegevinster som bestik, koncertbilletter og porcelæn. Foto: Claus HansenClaus Hansen
En gave til december
Helt tavst var der dog ikke. Socialdemokratiets Kasper Roug må håbe, at han har bedre held med valget i næste uge, end han havde på bankopladerne onsdag aften, for det var ikke mange brikker, han kunne smække på pladen. Så fra ham lød der en række små forbandelser, hver gang Mickey Pless trak endnu et nitte-nummer.
Kasper Roug (S) fik ikke sat mange brikker på sin bankoplade, mens både Ludmilla Plenge Schütt (EL) og Ditte Rust (V) fik gevinster med hjem fra deres politiske modkandidater. Foto: Claus HansenClaus Hansen
- Det var sgu da utroligt! Ryst så den pose!, muggede Roug, mens hans sidemand ved bordet, Enhedslistens Ludmilla Plenge Schütt storsmilende fik banko og vandt en chokoladejulekalender fra Konservatives Claus Dyremose, der erklærede sig som stor jule-fan.
Annonce
- Den er rød, så bare rolig, grinede Claus, da han overrakte Ludmilla gaven.
Strips til René
Værre blev det, da René Christensen (DF) fik banko og vandt Kasper Rougs (S) gave - en pakke strips, som man kunne sætte plakater op med.
- Jeg ved ikke, om han må få den. I vores partis retningslinjer står der, at man ikke må hjælpe et andet partis kandidat med valgkampen, grinede Roug, da han rakte Christensen pakken med strips.
Kasper Roug (S) var ikke meget for at give René Christensen (DF) de strips, han havde vundet. Opråberen Mickey Pless havde kort forinden mindet Christensen om, at der ikke var nogen trøstepræmie... - Det er ligesom til valget i næste uge, skød Pless til René, der slog et stort grin op. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Hver politiker havde fire gaver med til bankospillet, og hver gave havde en lille anekdote med sig. Nogle anekdoter var rørende, andre var lokale, nogle var politiske og andre handlede om de håb og drømme, politikerne har for fremtiden.
Flere af kandidaterne havde således lokale produkter med - fra Krenkerup, Frederiksdal, Knuthenborg, Nysted Bageren, fotografen Mads Hagen og Normann Copenhagen.
- Normann Copenhagen er en virksomhed, der er startet her på Lolland-Falster, og de har stadig lager i Nakskov, som beskæftiger en masse. Det elsker jeg. Vi taler om, hvordan Lolland-Falster skal klare sig i fremtiden, og her tror jeg på et stærkt erhvervsliv, som kan tiltrække rigtig mange virksomheder, fortalte Stine Pilt Olsen (K) om sin gave fra designervirksomheden.
Gaver med stor betydning
Ditte Rust (V) havde blandt andet taget chokolade med som bankogave.
- Jeg har altid elsket chokolade. Men i mange år i min tidlige ungdom var jeg rigtig syg af en spiseforstyrrelse, hvilket gjorde, at jeg i over ti år ikke rørte et stykke chokolade. Dengang fik jeg slet ikke den hjælp, jeg fik brug for. Det gjorde, at jeg blev rigtig, rigtig syg og var faktisk ved at dø af det flere gange. Men nu er der et momentum for psykiatrien, Det skal vi holde fast i. Det er et område, vi skal prioritere. Ellers taber vi for mange mennesker. Min historie endte godt, og i dag spiser jeg masser af chokolade. Men det var ikke på grund af en psykiatri, som hjalp. Det vil jeg gerne ændre på, sagde hun.
Annonce
Min historie endte godt, og i dag spiser jeg masser af chokolade.
Ditte Rust (V), folketingskandidat
René Christensen havde taget en flaske Frederiksdal Rød Sparkling med for at symbolisere samarbejdet i kaffeklubben på Christiansborg.
Det viste sig fra sin nyttige side, da Frederiksdal gerne ville lave et stort vådområde med rensning af vandet. Godset fik afslag, og henvendte sig så til René Christensen og Kasper Roug, der sad i fødevareudvalget som formand og næstformand på Christiansborg.
- Vi sagde "Det er da noget værre noget", og der kom en artikel i Folketidende, hvor vi også sagde "Det er da noget værre noget". Og så gik vi til ministeren. Så gik der tre måneder, og så fik de deres dispensation. Så man kan godt rykke noget lokalt, når man er politiker, sagde René om sin bankogave.
Koncentrationen var stor. Nogle var mere hærdede bankospillere end andre, og de havde taget deres egne brikker med. En deltager ved et andet bord blev bare ved med at vinde, og her begyndte politikerne at arbejde hen over midten for at få indført et loft over antallet af gevinster. Men det blev ikke gennemført. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Ludmilla Plenge Schütt (EL) havde taget røde strømper med som gave, og de blev vundet af en herre fra den konservative lejr, der ikke lige så ud som om, han hellere ville have haft dem i grøn, som var farven på Stine Pilt Olsens (K) muleposer, der fulgte med alle hendes bankogaver.
- Så har man noget godt at holde fast i, grinede hun, da Ditte Rust (V) vandt en af hendes præmier.
- Jeg tror, jeg venter til efter valget med at gå med den mulepose, grinede Rust tilbage. ¨
Hjælp fra støttepartiet
Ditte Rust (V) havde fået en placering ved "det røde bord". Her måtte Ludmilla Plenge Schütt fra Enhedslisten styre Kasper Rougs plader, mens han kortvarigt var trådt af på naturens vegne... Det var dog en opgave, der ikke krævede det helt store, da Rougs uheld fortsatte aftenen igennem.
- Det er godt at se, at Socialdemokratiet får hjælp af sit støtteparti, gnækkede Mickey Pless, og Ludmilla svarede prompte:
Det er godt at se, at Socialdemokratiet får hjælp af sit støtteparti
Mickey Pless, revydirektør og bankoopråber
- Ja, man kan jo ikke lade være med at få lidt ondt af dem.
Annonce
Og sådan fortsatte de godmodige drillerier ind imellem de stille og koncentrerede perioder, hvor bankotallene fløj gennem luften, og pladerne blev fyldt med små brikker i både røde, grønne og blå nuancer.
Hvilket parti, der ender med at få "hele pladen fuld", må vi vente med at se til på tirsdag.
Mickey Pless klarede opråb og gevinster, mens John Månsson skulle holde styr på, at alt gik rigtigt til. Og det var lidt af en opgave, han var kommet på i et rum fuld af politikere og en revydirektør i hopla. Foto: Claus HansenClaus Hansen