Digechef: Sammenholdet var meget overvældende under stormfloden

Allan Møller, digechef for Det Lollandske dige, oplevede under stormfloden, at alle han ringede til, stod klar til at hjælpe, både lokale fiskere og et stort entreprenørselvskab. Arkivfoto: Ingrid Riis

Allan Møller, digechef for Lollandske Digelag, oplevede et overvældende sammenhold under stormfloden den 20.-21. oktober. Og hvis stormfloden skulle ramme igen, er diget bedre rustet, fortæller han.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND: Bølgerne rev så kraftigt i bigballerne, at de flød ud i det stormombruste hav. Løsningen virkede ikke, konkluderede digechefen for Lollands dige, Allan Møller.

Der var kun én vej frem.

Få fat i big bags med sand. Få fat i ler, jord og sten. Lap skaderne i det over hundrede år gamle dige, der nu forsvarede sig mod de voldsomme naturkræfter.

Om stormfloden

  • Stormfloden 20.-21. oktober 2023 hærgede især i vores del af Danmark.
  • De høje vandstande tilsat kraftig vind fra øst pressede vandet ind i de sydlige bælter og skabte en stormflod.
  • I Gedser nåede vandstanden op på 189 centimeter over dagligt vande. Her er der blevet foretaget vandstandsmålinger siden 1892. I de 131 år har der ikke tidligere været målt så høj en vandstand.
  • Ved Hesnæs Havn blev der registreret en vandstand på 221 centimeter, inden måleren brød sammen.
  • Der blev registreret stormende kuling og vindstød af orkanstyrke, samt op til 30 millimeter regn.
Kilde: Kystdirektoratet og TV2 Vejret

Og denne skelsættende weekend, da stormfloden raserede, oplevede digechefen, hvordan lollikkerne stod sammen.

Blandt mange andre lokale fiskere, der stillede op med mandskab og maskiner, og i løbet af et par timer havde fyldt 100 big bags med sand.

- Det sammenhold, jeg oplevede, hvor folk virkelig rykkede sammen i en krise, var meget overvældende. Jeg følte virkelig, at når krisen rammer, rykker folk tættere sammen.

- Helt exceptionelt

I løbet af stormflodsnatten sad Allan Møller i krisecentret og dirigerede slagets gang. Konstant dannede han sig et overblik: Hvor er der skader? Hvor er det mest kritisk? Hvad skal der til for at udbedre dem?

Ligesom han orienterede beredskabet, politiet og andre myndigheder om digets tilstand.

Og mange steder måtte digepatruljerne i aktion.

Maglehøje Strand, hvor vandet stoppede en halv meter før digekronen, ved Næsbystrand, og selvfølgelig Errindlev Havn, hvor flere borgere måtte evakueres.

Men også Brunddragerne, et stykke fra det store Femern-projekt, var kritisk. Dige-svagheder viste sig, og der var behov for assistance. Derfor kontaktede Allan Møller Femern.

FLC (Femern Link Contractors) rykkede ud fredag aften, og først klokken fire morgenen efter stoppede de med at køre materiale ud.

- Det var helt exceptionelt. Hele ydelsen, de leverede den nat, gjorde de uden beregning. Det var en hjælp til digelaget og befolkningen, hvilket var stort, fortæller han.

Og samarbejdet med den operative stab i beredskabet understreger han nærmest var perfekt.

Den gode følelse i kroppen

Efter et døgn i kampens hede kunne Allan Møller tage hjem. Lørdag klokken 17.30 havde han afsluttet krisemødet i bestyrelsen og kunne nu finde vej til sofaen.

- Da jeg kommer hjem og sætter mig, tænker jeg med stolthed over det dige, jeg har overtaget fra min forgænger, hvor godt det er blevet passet og plejet. Jeg sidder med en god følelse i kroppen efter et hårdt døgn, siger han.

Han har også lært af stormfloden. Det var en "lektion i kystsikring," som han siger:

- Jeg er på sin vis meget taknemmelig for stormfloden. Vi er bedre forberedte nu, og vores dige er om muligt endnu stærkere. Vi har fået lavet godt 750 meter skråningsbeskyttelse og renoveret cirka 400 meter skråningsbeskyttelse, hvor det har været slidt, og hvor bølgerne fandt vej. Vi er på mange måder bedre stillet end før, fortæller han.