Digelags årsmøde: Stort flertal for kritikeres forslag

Der var fuldt hus til Det Falsterske Digelags årsmøde i Idestruphallen søndag formiddag og eftermiddag. Foto: Flemming Keith Karlsen, arkivfoto

Vejledende afstemning ved årsmøde viste stort flertal for at droppe stævning, at renovere digekronen og gå i positiv dialog med kommunen.

Offentliggjort Sidst opdateret

I forbindelse med årsmødet i Det Falsterske Digelag søndag i Idestruphallen fremlagde 12 medlemmer af "Initiativgruppen vedr. Det Falsterske Diges demokratisering og renovering" tre forslag til vejledende afstemning blandt de fremmødte deltagere.

Nu er både forslagene og resultaterne af de vejledende afstemninger lagt op på digelagets hjemmeside, og heraf fremgår det, at der er stor opbakning til initiativgruppen omkring alle tre forslag.

Gruppen, der tidligere kaldte sig "Initiativgruppen mod Det Falsterske Diges forfald", og som har kritiseret den daværende bestyrelse på flere punkter, havde bedt de forsamlede om at angive, om de var enige, ueinge eller "ved ikke" i følgende forslag:

* "Årsmødet anbefaler bestyrelsen for digelaget at trække stævningen af 11. februar 2020 mod Miljø- og Fødevareklagenævnet og Guldborgsund Kommune tilbage og acceptere nævnets afgørelse af 14. august 2019 i klagesag 1002651 og kommunens påbud til digelaget af 23. september 2019. Der skal ikke bruges flere penge eller energi på denne sag".

Det forslag svarede 316, at de var enige i, mens 89 var uenige, og 10 svarede "ved ikke".

* "Årsmødet anbefaler digelagets bestyrelse at iværksætte en renovering af digekronen, der sikrer digekronen en sikker og farbar overflade for både almindeligt gående, rollatorbrugere, kørestolsbrugere og cyklende á la det lollandske dige med 150 mm stabilgrus plus 50 mm slotsgrus på toppen. Bestyrelsen anbefales som led i renoveringen at gå i dialog med Guldborgsund Kommune om at få økonomisk støtte til renoveringen og om, hvordan renoveringen kan ske, så digekronen eventuelt forhøjes som led i klimasikring af den".

Det forslag erklærede 329 sig enige i, mens 77 var ueinge, og syv svarede "ved ikke".

* "Årsmødet anbefaler bestyrelsen at gå i positiv dialog med Guldborgsund Kommune som vedtægtsgiver for digelaget om, hvordan digelagets vedtægter kan demokratiseres, så digeskatteyderne får mere direkte og reel indflydelse på digelagets virksomhed. Årsmødet vil finde det uhensigtsmæssigt, hvis bestyrelsen sidder med korslagte arme og siger nej, nej og atter nej, hvis kommunen starter en proces for at komme frem til mere demokratiske vedtægter."

Det forslag erklærede 341 sig enige i, mens 70 var uenige, og tre svarede "ved ikke".

Der er som nævnt kun tale om en vejledende afstemning. Det vides endnu ikke, hvordan bestyrelsen forholder sig til dem.