Donation til rampe og terrasse

De sorte køreplader i plast, der i dag giver adgang til Lyttesholm Naturcenters terrasse og handicaptoilet, kan med donationen udskiftes med en rigtig handicaprampe. Foto: Claus Hansen

Med pengene i hånden skal der nemlig bygges en rampe, der skal gøre naturcentret mere tilgængeligt for handicappede.

Offentliggjort Sidst opdateret

LYTTESHOLM Handicappede skal have bedre adgang til Lyttesholm Naturcenter, som ligger tæt ved Hyllekrog. Torsdag fik naturcentret overrakt 30.000 kroner af Maribo-Rødby Rotaryklub til at gøre dette mulligt.

Med pengene i hånden skal der nemlig bygges en rampe, der skal gøre naturcentret mere tilgængeligt for handicappede, og samtidig skal der laves nogle forbedringer på centrets terrasse.

Ønsket om forbedringerne har været der i to-tre år.

- Vi fik jo penge til at lave den her sti til indgangen og til handicaptoilet. Og så var der ikke penge til rampe. Så det har vi ønsket i flere år, fortæller formanden for Lyttesholm Naturcenter, Rasmus Romme.

Pengene blev i går overrakt ved en lille begivenhed på Lyttesholm Naturcenter med et, under det strammede forsamlingsforbud, begrænset publikum.

- Det smukke område og naturcenter har fået et løft, og vi håber, at det vil tiltrække endnu flere publikummer. Jeg tror, at I vil indgå i Femern-turismen, som vil komme i stor vækst de næste 10 år. Derfor er det en stor glæde på Maribo-Rødby Rotary Klubs vegne at kunne overrække dig en check på 30.000 kroner fra klubben. Denne donation er øremærket til at lave handicap-rampe og indkøb af materialer til havebænke, fortalte Vagn Holse Pedersen, der er præsident i Maribo-Rødby Rotary Klub, ved overrækkelsen.

Arbejdet med den nye rampe og bænkene skal være i gang inden 1. februar og skal afsluttes i år.

- Vi fra klubben vil gerne være behjælpelige med arme og ben, så pengene rækker længere. Vi er dog opmærksomme på, at der er visse forbehold i disse tider, sagde Vagn Holse Pedersen.

Pengene fra Rotary landede på Lyttesholm Naturcenter for blandt andet det frivillige engagement i centret.

- Vi synes, det er et fantastisk godt center, der er til gavn for vores område. Det er jo på frivillig basis alt sammen og for meget få midler, fortæller Vagn Holse Pedersen.

Den bedre handicapadgang vil, udover bedre tilgængelighed, også gøre det nemmere at søge og få støtte fra fonde.

Lyttesholm Naturcenter bliver drevet af udelukkende frivillige kræfter. Naturcentrets udgifter betales af udlejede værelser til besøgende i området samt brug af centrets sheltere. Foto: Claus Hansen
Formand for Lyttesholm Naturcenter, Rasmus Romme, fik i går overrakt en check med de 30.000 kroner fra Maribo-Rødby Rotary klub. Pengene blev overrakt af præsident for den lokale rotaryklub, Vagn Holse Pedersen. Pengene er midler fra både den lokale rotaryklub samt en distrikts-foundation under Rotary. Foto: Claus Hansen