Dragernes vagtskifte
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Leder i Folketidende 17. april 2024:
"Nu lugter her af bål, ilden må have fået fat i trækonstruktionen".
Sådan rapporterede et øjenvidne på tv. Os andre så med, forstenede, og man kunne næsten smage røgen fra flammehavet. Alle sank vist en ekstra gang.
Tirsdag 16. april 2024 vil skrive sig ind i historiebøgerne.
En ubeskrivelig og umådelig trist dag.
Børsen var en monumental kulturskat, som symboliserede det, vi alt for sjældent hylder herhjemme: Handel og vandel, det merkantile, kapitalisme. Storhed, ambitioner, ønsket om velstand.
”… som symboliserede det, vi alt for sjældent hylder herhjemme: Handel og vandel, det merkantile, kapitalisme.
Et historisk ikon, bygget af guld og told og skat. Hvor må det have været et prægtigt syn at stå i den nye bydel Christianshavn og betragte opførelsen af den første børsbygning. Sophie sad på sit enkesæde i Nykøbing og kunne på afstand beundre endnu et prægtigt værk, som sønnike stod fadder til.
Ville den nye børs nu holde, sådan som den skulle stå der, nærmest på bredden af dæmningen til Amager? Jo, da, i præcis 400 år. Beskyttet af drager, lige indtil den ikke var det længere.
Der er billeder fra i går, der (ja, undskyld) har brændt sig fast, blandt andet af det, som blev reddet ud, Krøyers "Fra Københavns Børs". Høje hatte, fede cigarer og store maver. Det kunne noget, de kunne noget. Og af dragernes fald, som looper igen og igen på nyhedsmediernes hjemmesider.
Uerstatteligt.
En sammenbidt melding af erhvervsdirektør Brian Mikkelsen proklamerer, at Børsen skal genopbygges. - No matter what. Og han bakkes op af overborgmester og underborgmestre i København, som nu vil gå i dialog med Dansk Erhverv. Det må og skal ske.
Om føje år får Tredje Christiansborg så følgeskab af Anden Børsen. Og sådan erstattes det uerstattelige.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde