Dyr nytårstorsk fravælges

Michael Valentin Madsen oplever at flere fravælger torsken, og i stedet tager en hummer til middagsbordet. Foto: Arkivfoto: Anders Knudsen

Stormen Urd har givet høje torskepriser, og valget til de lokale middagsborde nytårsaften falder i stedet på hummer og andre fisk.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når folk i disse dage slår vejen forbi fiskehandleren, er det i langt mindre grad for at købe den klassiske torsk til nytårsbordet. Skaldyr og finere fisk har taget pladsen fra torsken, og det skyldes til dels stormen Urd.

- Stormen har pisket godt op i havene, og der er ikke blevet landet ligeså meget torsk, og prisen ligger derfor højere, end den plejer. Jeg har lagt billet ind på det torsk, vi skal bruge, så vi kommer nok ikke til at mangle, men der er rift om den mængde, der er blevet landet, hvilket også presser prisen op, forklarer Martin Stanley Quaife, der ejer Annes Fisk i Nykøbing.

I stedet for dyr torsk er det i langt højere grad hummer, der bliver langet over disken.

- Hummer er nok den helt store topsællert hos os i år. Også pighvar og kammuslinger er noget af det, folk vil have. Der er selvfølgelig også folk, der skal have den mere traditionelle torsk, men i år er det ikke ligeså mange, som det plejer at være, fortæller Martin Stanley Quaife, der peger på, at valget også falder på blandt andet king crab og hellefisk.

De høje priser og fravalget af nytårstorsken kan man nikke genkendende til hos Michaels Fisk, der både har fiskeforretning i Nykøbing, og fiskebiler, som kører rundt på det meste af Lolland-Falster.

- Folk skal ikke regne med, at de bare kan få torsken i år på samme måde, som det har været muligt de andre år. Jeg har fået en pris fra Hirtshals Fiskeauktion, der lyder på 196 kroner kiloet for torskefilet, og så skal vi som fiskehandlere gange det op med to og en halv for at kunne tjene penge på det, siger Michael Valentin Madsen.

- Det kan godt være, man kan få den pris inde i København, men det kan du ikke få folk til at betale hernede. Folk syntes allerede, at der var dyrt, da de skulle betale 125 kroner kiloet før jul. Derfor kommer vi nok til at sælge det til omkring indkøbsprisen. Der bliver i hvert fald ikke noget fortjeneste på torsken i år - den må vi hente ind på andre ting, fortæller Michael Valentin Madsen, der i stedet tilbyder færdige nytårsmenuer med blandt andet kogt hummer og hummersuppe.

Fællestrækket for de ting, der skal på middagsbordet nytårsaften fra de lokale fiskehandlere, er, at det er fisk og skaldyr, som traditionelt ligger i den dyre ende.

- Vi prøver selvfølgelig at gøre det så billigt, som vi kan, så alle kan være med. Det er de dyre ting, folk vælger, og når man skal ind i det nye år, så skal det gøres ordentligt, slår Martin Stanley Quaife fast.