Dyrenes Beskyttelse suspenderer frivillig for at have skudt kat
OPDATERET: En frivillig i Dyrenes Beskyttelse er blevet suspenderet, fordi han angiveligt har skudt en øremærket kat. Efterfølgende har han selv valgt at stoppe.
En frivillig i Dyrenes Beskyttelse har selv valgt at stoppe, efter at dyreorganisationen har suspenderet ham. Det er gjort, fordi han angiveligt skulle have aflivet en øremærket kat ved at skyde den.
Dyrenes Beskyttelse har derfor startet en undersøgelse af sagens nærmere forløb og har suspenderet den frivillige, som var kredsformand for Rødby-egnen, så længe undersøgelsen står på.
Ifølge BT.dk, som tog hul på historien onsdag, var der tale om en sort kat, som i sidste uge løb ind på Henriette Thorsted Halds grund i Rødby. Hun kontaktede derpå Dyrenes Beskyttelse for at få katten hentet og bragt til rette ejermand. Det skete søndag, hvor den frivillige hentede katten og i stedet for at bringe den ”hjem” skød den. Begrundelsen skulle efter sigende have været, at katten var vild.
Ifølge BT.dk skulle Henriette Thorsted Hald have tilbudt at beholde katten, såfremt ejeren ikke kunne findes.
- Havde jeg vidst, hvad der ventede, ville jeg ikke have ringet. Jeg kontakter aldrig Dyrenes Beskyttelse igen, sagde Henriette Thorsted Hald til BT.dk.
Sagen har også fået meget opmærksomhed på Facebook, hvor det sågar fremgår, at nogen har meldt sig ud af Dyrenes Beskyttelse.
Ifølge dyrlæge og dyreværnsinspektør for område Storstrøm i Dyrenes Beskyttelse, Yvonne Johansen, vil det formentlig tage et par dage at få lavet undersøgelsen og draget konklusioner. Derefter skal der findes en ny kredsformand til Rødby-området.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned