Efter altankollaps: Ekspert foreslår syn af bygninger
Foto: Claus Hansen, arkivfoto
Claus Hansen, arkivfoto
Direktør for DTU Byg foreslår regelmæssigt tjek af ældre bygninger i kølvandet på ulykke med kollapset altan.
Ældre bygninger bør med jævne mellemrum ses efter af en byggesagkyndig.
Sådan lyder forslaget fra direktør for DTU Byg Niels-Jørgen Aagaard efter ulykken med en altan, der natten til søndag kollapsede i Nykøbing Falster.
De bærende jerndragere, der holdt altanen oppe i byggeriet fra 1946, viste sig at være gennemtærede.
Ulykken bør ifølge DTU-direktøren føre til, at vi holder bedre øje med aldrende bygninger.
- Mit forslag går ud på, at samfundet holder øje med ældre bygninger på en mere systematisk måde, siger Niels-Jørgen Aagaard.
- Det kunne være ved periodiske bygningssyn, krav om drifts- og vedligeholdelsesplaner eller andre virkemidler, så bygningsbrugere og beboere får hjælp til at vide, hvad de skal kigge efter af tegn på nedbrydning af bygningskonstruktionen, siger Niels-Jørgen Aagaard.
Seks unge mennesker befandt sig på altanen, da ulykken skete i Nykøbing Falster. To af de unge er fortsat indlagt, og den ene meldes fortsat i koma.
Som reglerne er i dag, tjekker en byggesagkyndig private boliger ved ejerskifte. Men hvis ikke boligerne handles, er der ikke noget krav om løbende eftersyn.
- Mange ejendomme handles ikke i lange perioder, og derfor vil vi have ældre ejendomme, som i realiteten ikke får et systematisk eftersyn i mange år, siger Niels-Jørgen Aagaard.
Han mener, at bygninger, der er mere end 50 år gamle, bør omfattes af kravet om regelmæssigt tjek. Det kunne eksempelvis være krav om tjek hvert 20. år - afhængig af bygningens anvendelse og konstruktionstype.
- Det vil ikke være alt, man kan få øje på, for der kan være nogle problemer skjult i konstruktionen.
- Men man kan nedsætte risikoen, fordi man får en viden, der gør det muligt at gribe ind i tide der, hvor der er indikation på, at en nedbrydning af konstruktionen er i gang, siger Niels-Jørgen Aagaard.
Regningen for tjek af bygningerne kan kun sendes ét sted hen, lyder det fra DTU Byg-direktøren:
- I udgangspunktet er der kun bygningsejer til at betale. Bygningsejer har ansvaret for, at bygningen lever op til krav til sikkerhed og sundhed. Det gælder både ved opførelsen og under brug i bygningens levetid, siger han.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker