Efter kø-kaos: Dropper vaccination uden tidsbestilling

Køen ved vaccinationscentret i Nykøbing var lang mandag eftermiddag. Foto: Claus Hansen

Der opstod massive køer ved flere vaccinationssteder, da der i går blev åbnet for tredje stik til flere aldersgrupper. Det får nu Region Sjælland til at reagere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere hundrede mennesker stod mandag eftermiddag i kø langt ud på gaden ved det nye vaccinationscenter på den tidligere Østre Skole i Nykøbing for at blive vaccineret mod coronavirus.

(Det kan du læse mere om her)

Og billedet var det samme ved mange af de øvrige vaccinationscentre rundt om i Region Sjælland. Men selvom man i regionen er glade for, at så mange gerne vil have især det tredje stik, så er de lange køer ikke noget, man ønsker skal gentage sig.

Derfor har regionen besluttet indtil videre at lukke ned for de såkaldte drop in-vaccinationer, hvor man kan komme lige fra gaden uden forudgående tidsbestilling.

- Fra og med i dag (tirsdag, red.) skal man booke en tid først. Der er tider og vacciner nok til alle, siger direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland, Trine Holgersen.

- Vi oplevede i går, at rigtig mange borgere mødte op uden forudgående booking, og de kom ikke kun i de par timer, vi havde reserveret til det, men hele dagen. Vi syntes, at vi havde lagt mange tider ud, men når folk møder op uden tidsbestilling udenfor drop in-tidsrummet, skaber det kø, og når først der er en lang kø, er det svært at afvikle den igen hurtigt, forklarer hun videre.

Hun understreger, at hun er glad for, at så mange vil vaccineres, og man vaccinerede også rigtig mange borgere i løbet af mandagen, men for at undgå lignende tilstande i den kommende tid, skal man altså bestille tid hjemmefra.

Og der er tider nok til alle, forsikrer Trine Holgersen.
- Da vi åbnede i går, havde vi lagt 150.000 tider frem i programmet, og da vi lukkede i går var alle tider helt frem til omkring nytår taget. Men vi lægger nye tider ud i dag, og det gør vi løbende, så man skal bare blive ved at gå ind og søge.

- Der er også mulighed for, at man kan blive vaccineret hos en praktiserende læge. Det kan man læse mere om på regionens hjemmeside, hvor der er et skema, fortæller hun.

Lokalt er vaccinationscentret i Nykøbing for nylig flyttet fra de tidligere lokaler på Aarhusvej 38 til den tidligere Østre Skole i Fromsgade 27. Børn skal dog fortsat vaccineres på Aarhusvej.

OPDATERET 10.36: Tirsdag formiddag var der dog fortsat kø langt ud i skolegården, fremgår det af et billede, som en læser har sendt til Folketidende.

Tirsdag formiddag var der også kø ved vaccinationscentret. En læser har sendt os dette foto. Foto: Privatfoto