Efter mål-massakre: - Hjælp mig gud
NFH-målvogter Catharina Fiskerstrand Broch kigger langt efter en afslutning fra Odenses Dione Housheer (48). Foto: Hans Kurt Frederiksen
Hans Kurt Frederiksen
Catharina Fiskerstrand Broch kunne ikke tro sine egne øjne, da der stod 0-11 oppe på måltavlen.
NYKØBING: Det hører heldigvis til sjældenhederne, at et håndboldhold kommer bagud 0-11, men det var ikke desto mindre virkeligheden for NFH onsdag aften, da Odense med koncentration og præcision scorede de første 11 mål, uden NFH kunne svare igen.
En oplevelse som keeper Catharina Fiskerstrand Broch gerne have været foruden.
- Jeg nåede at tænke, at nu må gud hjælpe os, grinede hun efter kampen, og fortsatte efterfølgende:
- Det var jo bare at starte forfra og så ellers arbejde os tilbage i kampen, og det, synes jeg, lykkedes fint, men Odense er bare et stærkt hold, der straffer de mindste fejl. Der var sådan set ikke noget, vi blev overrasket over i forhold til deres spil.
- Vi vidste godt, at de er et uhyggelig stærkt kontrahold, men så snart vi er i balance, så har vi bedre styr på dem, mente målvogteren, der afløste Cecilie Greve allerede efter seks minutter ved stillingen 0-4 og endte med en redningsprocent på 30 i den resterende del af kampen.
Til sammenligning stod Odenses keeper Althea Reinhardt med redningsprocent i nærheden af 56.
Og det ødelagde forhåbningerne for et godt resultat, mente NFH-træner Jakob Larsen.
- Det var en hæslig start. Måske den værste start jeg har prøvet i min tid i NFH. Jeg tror, der er for mange nerver på spil i den nye arena, og Althea tager jo de første fire-fem kæmpechancer, og det dræner vores spillere for selvtillid.
- Det er først efter to timeouts og syv mod seks-spil, vi får spillet stabiliseret en smule ved 11-0, men der er løbet jo kørt. Jeg er dog glad for, at vi kommer godt tilbage og taber med hæderlige cifre, for det kunne godt have endt rigtig grimt. Det gjorde det heldigvis ikke, lød det fra en afklaret Jakob Larsen.
Hos Odense var der flere spillere med NFH-fortid. En af dem var Elma Halilcevic, der skiftede til Odense efter sidste sæson, og for første gang var tilbage i Nykøbing efter skiftet. Seks gange scorede hun i opgøret.
- Det var super fedt at komme tilbage. Jeg er altid glad for at komme til Nykøbing, hvor alle tager rigtig godt imod mig alle sammen. Det var dejligt at komme her, og så især når det blev til to point, sagde Elma Halilcevic, der naturligvis pegede på starten som afgørende.
- Vi gør det rigtig godt fra starten af og spiller sindssygt i begge ender af banen. De bliver hurtigt stressede og tog nogle timeouts, mens vi holder fokus på vores eget spil, lød det fra Elma Halilcevic, der ikke kunne mindes, at hun nogensinde havde været foran 11-0.
Hun er tilfreds med skiftet til Odense.
- Jeg har været super glad for at starte i Odense. Det er noget helt andet end i Nykøbing, og måske havde jeg brug for den udfordring for at komme videre. Man kan godt mærke, at der er et større pres i Odense, hvor alle kampe skal vindes, og mere kamp om pladserne, lød det fra venstrefløjen.
Seneste artikler
Christian Jensen gav hug til Lars Boje og hyldede anonyme kilder
Ny streetbasketbane åbnet i Nakskov
Lokale folkeskoler blandt landets mest fagligt udfordrede
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Byggerådgiver købte mellemnavnet "awesome" efter festival
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen